Stor dag for den europæiske jernbanesektor

05. december 2005

Rådet nåede i dag til enighed om tre af forslagene i den såkaldte jernbanepakke III.

De tre forslag vedrører:

  • Bedre vilkår for jernbanepassagererne. Passagerer på internationale jernbanestrækninger skal fremover have 25 procent af billetprisen tilbage ved forsinkelser på mere end 60 minutter og 50 procent ved forsinkelse på over 120 minutter. Derudover indeholder forslaget fælles minimumsregler for hjælp til handicappede.
  • Åbning af markedet for international passagertransport. Forslaget indebærer, at medlemsstaterne skal åbne deres markeder for international passagertransport og dermed øge konkurrence på den internationale trafik.
  • Fælles regler for certificering af lokomotivførere. Med forslaget fastlægges fælles regler for uddannelse og helbredskrav til lokomotivførere. Forslaget vil skabe større sikkerhed i hele EUs jernbanesektor.

Transport- og energiminister Flemming Hansen i forbindelse med rådsmødet i Bruxelles:

-EUs transportministre har i dag forpligtet sig til at skabe en mere sammenhængende og moderne jernbanesektor. Det vil være til gavn for de mange millioner, der dagligt benytter jernbanen i EU.

-Jeg er især glad for, at vi fik skabt enighed om bedre vilkår for passagererne. Togpassagerer, der rejser internationalt, vil ligesom flypassagerer fremover kunne kræve kompensation, hvis de oplever forsinkelser på rejsen. Det gavner togtrafikkens konkurrencemuligheder.

-Samtidig sikrer forslaget, at bevægelseshæmmede kan få den hjælp, de har behov for, når de benytter tog.

-Med reglerne for lokomotivførerne forbedrer vi sikkerheden i jernbanesektoren. De mange millioner, der dagligt tager toget, kan være sikre på, at lokomotivføreren er ordentlig uddannet, uanset hvor i EU man tager toget.