Vækst i danske havne

28. november 2005

Transport- og Energiministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet offentliggør i dag en analyse af de største danske erhvervshavne og de tilknyttede havnevirksomheder.

Analysen viser, at det går godt i den danske havnesektor.

Analysen er gennemført som bidrag til debatten om en vækststrategi for den danske havnesektor og for at skabe det bedst mulige grundlag for den løbende diskussion om, hvordan rammebetingelserne for de danske havne kan indrettes bedst muligt.

Analyseresultaterne peger på, at vækst i den danske havnesektor vil kunne opnås ved, at rammevilkårene stimulerer en udvikling i retning af, at større havne i endnu højere grad vil kunne udnytte stordriftsfordele, herunder bedre muligheder for konkurrence mellem flere operatører i den enkelte havn og bedre samspil mellem sø- og landtransport (intermodalitet). Samtidig skal det sikres, at de mindre havne fortsat har en naturlig plads i det samlede havnebillede.

Danske havne kan gøre sig mere gældende som regionale knudepunkter for transport af f.eks. containergods. Denne transportform bliver stadig mere udbredt internationalt.

Havnenes udvikling kan f.eks. ske ved at havnene i endnu højere grad specialiserer sig i bestemte transportformer og godstyper samt udnytter stordriftsfordele og forbedrer kapacitetsudnyttelsen.

Det er nogle af konklusionerne i rapporten om vækst i danske havne. Rapporten er udarbejdet af Transport- og Energiministeriet samt Søfartsstyrelsen og Konkurrencestyrelsen.

Transport- og energiminister Flemming Hansen udtaler:

-Den internationale udvikling indebærer, at søtransport får stadig større betydning. Trængsel på landevejene og miljøhensyn betyder, at søtransport har en række fordele.

-Jeg finder, at det er vigtigt, at Danmark og danske havne får del i denne udvikling. Havnene er et meget vigtigt element i håndteringen af fremtidens transportudfordringer. 

-Rapporten om vækst i danske havne er et godt grundlag for regeringens igangværende dialog med erhvervet om en vækststrategi for den danske havnesektor, som styrker havnesektorens konkurrenceevne og bidrager til løsning af de transportpolitiske udfordringer. Jeg ser frem til at drøfte rapporten med erhvervet.

Læs rapporten om vækst i danske havne på hjemmesiderne hos Transport- og Energiministeriet, Søfartsstyrelsen og Konkurrencestyrelsen. Her kan man også få en papirversion af rapporten.