Danmark i front med liberalisering af indenlandske transporter med Estland, Litauen og Tjekkiet

01. maj 2006

Det er besluttet, at liberalisere markedet for indenlandske transporter mellem Danmark og Estland, Litauen og Tjekkiet med virkning fra den 1. maj 2006. Beslutningen indebærer, at overgangsordningen vedrørende såkaldt cabotagekørsel - når en udenlandsk transportør udfører indenlandsk transport i et andet land - ikke forlænges.

Beslutningen betyder, at danske transportvirksomheder fremover kan udføre cabotagekørsel i Estland, Litauen og Tjekkiet og vice versa. Dermed får danske transportører samme muligheder i Estland, Litauen og Tjekkiet, som de hele tiden har haft i de "gamle" EU-lande. Cabotagekørsel må kun være af midlertidig karakter.

Med EU´s udvidelse i maj 2004 blev der etableret en overgangsordning for så vidt angår de baltiske lande, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Polen, som betød, at det var muligt at undtage cabotagekørsel i de "gamle" EU-lande og vice versa i en overgangsperiode på to eller tre år, dvs. indtil 1. maj 2006 og 2007. Begrænsningen for cabotagekørsel kan maksimalt forlænges frem til 1. maj 2009.

Transport- og energiminister Flemming Hansen udtaler:

- Jeg er meget tilfreds med, at Danmark med virkning fra 1. maj liberaliserer markedet for indenlandske transporter med Estland, Litauen og Tjekkiet. Jeg lægger i denne forbindelse vægt på, at Danmark viser vejen og allerede nu tager konsekvensen af, at cabotagekørsel inden for EU skal være fuld liberaliseret senest fra den 1. maj 2009.

- Samtidig indebærer en liberalisering af cabotage, at der åbnes op for nye muligheder for danske virksomheder, der har etableret datterselskaber i de nye EU-lande.

- Endelig lægger jeg vægt på, at liberaliseringen er i overensstemmelse med erhvervets ønsker.

Kontaktperson: Kontorchef Theo Rabenberg, Færdselsstyrelsen.

Tlf.:3392 9434, Mobiltlf.: 4051 1557