Pressemøde om Banedanmarks analyse af spor og signaler

Medlemmer af pressen inviteres til pressemøde i anledning af offentliggørelsen af Banedanmarks omfattende analysearbejde af behovet for yderligere investeringer på spor- og signalområdet.

11. september 2006

Ved trafikaftalen af november 2005 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre besluttede forligsparterne, at der i løbet af 2006 skulle udarbejdes et beslutningsgrundlag, som skal danne basis for en langsigtet aftale for baneområdet for årene 2007-2014. Parterne var derudover enige om, at der fra 2007 vil være behov for flere ressourcer til forbedring af jernbanenettet.

Opgaven med at udarbejde beslutningsgrundlaget blev overdraget til Banedanmark, som i samarbejde med eksterne konsulenter siden december 2005 har analyseret såvel spor- som signalområdet på det danske skinnenet. Arbejdet blev afsluttet primo september 2006 og vil blive præsenteret på pressemødet, der finder sted:

Tirsdag den 12. september 2006 klokken 13.00 hos Banedanmark, Amerika Plads 15, 2100 København Ø.

Transport- og energiminister Flemming Hansen vil byde velkommen og kort orientere om den videre politiske proces, hvorefter Banedanmark vil redegøre for analysens indhold. Der vil efterfølgende være lejlighed til at stille spørgsmål til Banedanmark og Booz Allen Hamilton, som har udarbejdet signalanalysen.

Tilmelding kan ske til:   

Kommunikationschef  Inger Petersen Thalund, Banedanmark, ipth@bane.dk