Dansk EU-politik på transport- og energiområdet

Transport- og energiminister Flemming Hansen har i dag offentliggjort en rapport om dansk EU-politik på områderne transport og energi.

27. august 2007

Hensigten med publikationen er at kortlægge hovedlinjerne i EU-rammebetingelserne på transport- og energiområdet og at beskrive, hvordan Danmark agter at løfte sit ansvar for deltagelsen i den fremtidige udvikling i EU på transport- og energiområdet.

Formålet med rapporten er at skabe bred forståelse for, hvor EU befinder sig på transport- og energiområdet. Ud over at skitsere rammebetingelserne på områderne i dag, gives i rapporten nogle brede pejlemærker for, hvilke synspunkter Danmark generelt har på en række hovedområder. Hensigten hermed er at give læseren nogle indikationer af, hvor Danmark vil være at finde i det fremtidige forhandlingsbillede på de to områder.

Transport- og energiminister Flemming Hansen udtaler:

-Det er med glæde, at jeg i dag kan præsentere et samlet bud på dansk EU-politik på områderne transport og energi.

-Vi lever i en globaliseret verden, hvor der foregår en livlig sameksistens mellem lande. Velfungerende transportsystemer er en forudsætning for internationalt samkvem.  Energi er blevet en mangelvare i det internationale samfund og  spiller derfor en geopolitisk rolle i samspillet mellem verdens lande.

-Fordi de to områder er så vigtige, er det nødvendigt, at der skabes optimale internationale rammevilkår for de to erhverv til glæde for forbrugere, virksomheder og samfund.

Download rapporten her

Rapporten kan desuden rekvireres i papirformat i ministeriet (tlf. 33 92 43 17)