Få flyrettigheder på SMS

09. februar 2007

Mange kender ikke deres rettigheder, når flyet er forsinket, eller bagagen er væk. Fremover kan rejsende få bedre overblik over deres rettigheder direkte på mobiltelefonen. Det eneste, det kræver, er en sms, og en mobiltelefon med adgang til internettet. SMS-tjenesten er et initiativ fra transport- og energiminister, Flemming Hansen og familie- og forbrugerminister Carina Christensen samt Forbruger Europa.

-I dag har de fleste rejsende mobiltelefon på sig hele tiden. Derfor er det oplagt, at passagerer kan hente vigtige informationer via SMS, når et fly bliver aflyst eller bagagen er blevet væk. Her skal man blot taste ”fly” og sende det til 1970. Så får passagerne straks informationer om deres rettigheder, siger familie- og forbrugerminister Carina Christensen.

-EU-reglerne om rettigheder for flypassagerer var en af de sager, jeg lagde stor vægt på at fremme under det danske formandskab i EU i efteråret 2002. Det har derfor stor betydning for mig, at passagererne informeres bedst muligt om deres rettigheder. Jeg er derfor meget tilfreds med, at den hidtidige information om reglerne nu suppleres med en sms-tjeneste, der hurtigt og nemt kan oplyse passagerne om deres rettigheder, siger transport- og energiminister Flemming Hansen.

I EU er flypassagerer sikret ret til kompensation, forplejning eller refusion af billetten alt efter omstændighederne ved fx aflysning eller forsinkelse. Rettighederne er beskrevet i en EU-forordning. Hvis bagagen er forsinket, beskadiget eller bortkommet, er passageren beskyttet af reglerne i den såkaldte Montreal-konvention.

Forbrugernetværket Forbruger Europa offentliggjorde for nylig en rapport, der afslørede at næsten 3.000 europæere klager over forskellige problemer, når de flyver. Rapporten afslørede også, at mange passagerer tror, at de har ret til mere kompensation, end de kan få ifølge loven, mens andre ikke er klar over, at de har ret til fx mad og drikke, hvis flyet er mere end fem timer forsinket.

-Flytransport er meget komplekst, fordi det foregår over grænser med forskellige regler og klageinstanser. Forbrugerne har svært ved at finde ud af, hvor de kan klage, og hvilke regler, der gælder. Med SMS-tjenesten håber vi at gøre det lettere at være flypassager i Europa, siger daglig leder af Forbruger Europa, Peter Fogh Knudsen.

For at kunne benytte sms-tjenesten kræver det adgang til internettet fra mobiltelefonen med WAP eller GPRS.

For flere informationer om rettigheder – send en sms med ”fly” til 1970 eller gå ind på http://fly.forbrug.dk

For yderligere information kontakt:

Pressechef, Mette Hovmand, Familie- og forbrugerministeriet tlf: 25 40 88 40
Pressechef Jesper Damm Olsen, Transport- og energiministeriet, tlf: 33 92 43 02
Daglig leder Peter Fogh Knudsen, Forbruger Europa, tlf. 32 66 90 06 eller 20 60 51 57