Redegørelse fra Statens Luftfartsvæsen i anledning af tre havarier med Dash-8 Q400

Transport- og Energiministeriet har anmodet Statens Luftfartsvæsen om en grundig redegørelse i anledning af tre havarier med Dash-8 Q400 i henholdsvis Aalborg, Vilnius og København i september og oktober 2007.

22. november 2007

Statens Luftfartsvæsens redegørelse for havarierne er netop modtaget. Redegørelsen giver en fyldig gennemgang af de tre havarier og konkluderer blandt andet at:

  • De skandinaviske luftfartsmyndigheder vil sætte fokus på udveksling af relevante oplysninger med de typecertificerende myndigheder. 
  • De skandinaviske luftfartsmyndigheder vil intensivere arbejdet vedrørende tilsynet med SAS, herunder om tilsynet kan tilrettelægges mere hensigtsmæssigt.

Transport- og Energiministeriet vil nu gennemgå Statens Luftfartsvæsens redegørelse. Det vil herefter blive overvejet, hvilke konkrete initiativer der kan iværksættes på baggrund af havarierne.

Det bemærkes at Havarikommissionens undersøgelser fortsætter, hvorfor det er muligt, at der bliver afdækket yderligere forhold i relation til de tre havarier.

Redegørelsen kan læses her.

Transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen udtaler:

- Jeg har netop modtaget Statens Luftfartsvæsens redegørelse for havarierne med SAS’ DASH-8 Q400 fly. Den vil jeg og ministeriet nu granske nøje.

- Jeg vil snarest indkalde direktøren for Statens Luftfartsvæsen til et møde for at drøfte redegørelsen samt hvilke konkrete initiativer, der kan iværksættes i lyset af de tre havarier. 

- Redegørelsen er lagt frem på ministeriets hjemmeside.