Rekordlavt antal trafikdræbte i 2006 – Fortsat behov for en målrettet indsats

25. januar 2007

Vejdirektoratet har den 25. januar 2007 offentliggjort de foreløbige tal for antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken i december måned. Dermed foreligger nu de foreløbige tal for 2006.

Tallene viser et fald i antallet af dræbte. I 2006 er 315 blevet dræbt i trafikken, sammenlignet med 331 i 2005. Dette svarer til et fald på 5 pct. Det er rekord lavt, og tæt på Færdselssikkerhedskommissionens målsætning om at nå ned på 300 dræbte om året i 2012. Trafiksikkerhed er også et vigtigt tema for Infrastrukturkommissionen - det handler bl.a. om indretningen af veje i fremtiden.

Tallene dækker over en meget positiv udvikling i det første halvår af 2006, og en svag stigning i antallet af trafikdræbte i andet halvår af 2006.

Transport- og energiminister Flemming Hansen udtaler på den baggrund:

- Jeg er meget tilfreds med, at vi igen i år har et rekordlavt antal trafikdræbte. Et tal der ikke er set lavere siden 1946.

- Når det er sagt, bekymrer det mig, at antallet af dræbte har været svagt stigende i andet halvår af 2006. Det understreger, at vi fortsat skal arbejde målrettet på dette område.

- Jeg har sat flere initiativer i gang bl.a. en kortlægning over mulighederne i at anvende intelligente trafiksystemer til at øge trafiksikkerheden, og vi er i regeringen tæt på at være færdig med en plan, så vi kan intensivere indsatsen mod ”sorte pletter”. Det vil sige de steder på vejnettet, hvor der sker mange ulykker.

- Jeg vil desuden fremhæve, at der i efteråret blev fundet midler til en stor informationskampagne om ulykker mellem højresvingende lastbiler og ligeudkørende cyklister. En informationskampagne var en af hovedanbefalingerne i Havarikommissionen for Vejtrafikulykkers store analyse af disse tragiske ulykker. Anbefalingerne fra Havarikommissionen vil desuden indgå i den nært forestående statslige cykelstrategi, hvor cyklisternes trafiksikkerhed er et centralt emne.