”Overhalingsforbudet for tunge køretøjer skal til serviceeftersyn”

27. juni 2008

Transportminister Carina Christensen har bestilt et serviceeftersyn af overhalingsforbudet for tunge køretøjer, så det er klar til treårs-fødselsdagen for den udvidede ordning den 1. september 2008. Transportministeren ønsker med undersøgelsen at vurdere om ordningen virker efter hensigten, herunder om den eventuelt bør udvides.

Den nuværende ordning omfatter ca. 220 km af motorvejsnettet, hvor overhalingsforbudet vurderes at være særligt gavnligt for sikkerhed eller fremkommeligheden. I transportbranchen har der generelt været tilfredshed med overhalingsforbudet, der bl.a. betød at tunge køretøjer til gengæld kunne køre lidt hurtigere på motorvejene. 

Transportminister Carina Christensen udtaler:

- Vi nærmer os nu tre årsdagen for det udvidede overhalingsforbud. Det er en meget passende dato for et serviceeftersyn af ordningen. Hvad er gået godt, og hvad er gået mindre godt, og er der grundlag for at ændre i den måde, som overhalingsforbudet er skruet sammen på.

- Vi er i gang med at se nærmere på fordele og ulemper i forhold til trafiksikkerhed, fremkommelighed og effektiviteten i transporterhvervet. Vejdirektoratet er allerede i kontakt med de øvrige myndigheder på området og transportbranchen for at høre deres mening.

- Jeg mener, at vi bør overveje muligheden for øget anvendelse af elektroniske trafikledelsessystemer (ITS). De kan muligvis hjælpe os med at gøre overhalingsforbudet endnu mere effektivt, hvis vi vælger at begrænse overhalingsforbudet til myldretiden og tillade overhalinger om natten. ITS vil i givet fald kunne informere trafikanterne om, hvor og hvornår overhalingsforbudet er i kraft.  

Den 1. september 2005 blev et flerårigt forsøg (2001-2004) med overhalingsforbud for tunge køretøjer udvidet og gjort permanent. Den forsøgsmæssige hastighedsgrænse på motorveje med 80 km/t for lastbiler, busser, campingvogne og biler med påhængsvogne blev i den forbindelse også gjort permanent. De seneste par år har der været fokus på bl.a. lastvognes langsomme overhalinger af hinanden på motorveje, - de såkaldte "elefantvæddeløb".