Formandsskifte i bestyrelsen for Danmarks Vej– og Bromuseum

Kaj Ikast har efter flere års arbejde i spidsen for bestyrelsen for Danmarks Vej- og Bromuseum valgt at trække sig fra posten som formand.

07. august 2009

Som ny formand indtræder Christian Wedell-Neergaard. Christian Wedell-Neergaard er født den 8. juli 1956 og uddannet som cand. polit. fra Københavns Universitet i 1983.  I perioden fra 1998 til 2005 var han medlem af Roskilde Amtsråd og folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti fra juli 2004 til 13. november 2007.

Christian Wedell-Neergaard var endvidere medlem af Vikingeskibsmuseets bestyrelse fra 2002 til 2005.

Danmarks Vej- og Bromuseum har som overordnet formål at fortælle gode historier fra de danske veje og broers fortid, nutid og fremtid og dermed give befolkningen indsigt i og lyst til at forholde sig til en vigtig faktor for deres livsform og dagligdag.

- Med udnævnelsen af Christian Wedell-Neergaard som formand for bestyrelsen for Danmarks Vej- og Bromuseum er jeg sikker på, at Danmarks Vej- og Bromuseum også i fremtiden vil kunne udvikle flere interessante historier om de danske veje og broer, siger transportminister Lars Barfoed.