Mere end halv milliard gives i EU-støtte til stort antal infrastrukturprojekter med dansk deltagelse

EU’s medlemslande har i dag tiltrådt Kommissionens forslag om hvilke infrastrukturprojekter, der skal tildeles støtte under det Transeuropæiske Transportnetværks (TEN-T) årlige og flerårige program.

01. december 2010

Danmark har i den forbindelse haft succes med et stort antal af ansøgningerne om EU-støtte til infrastrukturprojekter. Det primære formål med TEN-T er at styrke det indre marked og den økonomiske og sociale samhørighed i EU.

Samlet set er der givet tilsagn om i alt 559 mio. kr. (75 mio. euro) til projekter, som Danmark har søgt om eller været med til at søge om sammen med andre lande. Kommissionen har besluttet at tildele EU-støtte til følgende projekter via TEN-T programmet:

  1. Maritimt integrationsprojekt i Østersøen. Fremme af mere effektiv containertransport, herunder forbedring af adgangsforholdene til havnene i Göteborg og Aarhus (udbygning og overdækning af Marselis Boulevard) – i alt 185 mio. kr.
  2. Opgradering af Gedser-Rostock-korridoren, herunder støtte til projekt med etablering af omfartsvej ved Nykøbing F – i alt 182 mio. kr.
  3. Analyse af mulighederne for etablering af infrastruktur til distribution af flydende naturgas (LNG) til skibstrafikken i Nordsø- og Østersøområdet – i alt 71,3 mio. kr.
  4. Elektronisk navigation i Østersøområdet – i alt 83,7 mio. kr.
  5. Analyse af mulighederne for udvikling af infrastruktur vedr. el-biler – i alt 36,9 mio. kr.

Transportminister Hans Christian Schmidt udtaler:

- Det glæder mig, at EU har støttet op om de mange gode infrastrukturprojekter med over en halv mia. kr. samlet set, hvor der er dansk deltagelse fra enten virksomheder, styrelser eller kommune.

- Det er sjældent muligt at få støtte til samtlige de ansøgninger man fremsætter, og sådan var det desværre også denne gang. Men jeg glæder mig over, at vi i sammenligning med mange af de øvrige EU-lande har fået støtte til et meget højt antal projekter.

- En effektiv infrastruktur i Danmark og resten af Europa spiller en stor rolle, når vi skal skabe mere vækst. Med den økonomiske støtte, der i dag er besluttet, giver EU et vigtigt bidrag til at løse de grænseoverskridende udfordringer på transportinfrastrukturområdet. Det er især godt, at projekterne gennemføres i samarbejde med mange af Danmarks nabolande.


Læs mere om EU-puljerne på transportområdet