Transportministeriet udgiver pjece om EU og transport

Billigere flybilletter, skrappere miljø- og sikkerhedskrav til biler samt flere tog på tværs af Europa – det er nogle af de eksempler, en ny pjece fra Transportministeriet giver på, hvilken betydning EU har haft på transportområdet.

17. marts 2010

Pjecen ”EU og transport – fortalt i al enkelhed” udkommer i dag og giver en række konkrete eksempler på, hvilken betydning EU har haft for udviklingen af transportområdet - til gavn for både den enkelte borger og for virksomheder.

Pjecen giver et overblik over, hvad der er opnået gennem EU-samarbejdet, og hvilken betydning det har haft for vores dagligdag. Der er i alt 14 fortællinger, som strækker sig fra liberaliseringen af luftfarten og EU's krav til køretøjers indretning til fælles rettigheder for fly- og togpassagerer.

Med pjecen fortæller Transportministeriet på en enkel og let tilgængelig måde, hvad det er EU-samarbejdet går ud på, og hvilken konkret rolle det har haft på transportområdet.

I forbindelse med udgivelsen af pjecen udtaler transportminister Hans Christian Schmidt:

- EU-samarbejdet har stor betydning for transportområdet, og derfor er jeg glad for, at vi med denne pjece kan være med til at fortælle, hvad EU-samarbejdet helt enkelt går ud på, og hvilken betydning det har haft på transportområdet.

- Det er rart en gang i mellem lige at tage et skridt tilbage og huske på, hvad vi har opnået gennem EU.  Når Danmark mødes i EU med de andre europæiske lande, drejer det sig i høj grad om at tage stilling til sager, der rækker ud over vores landegrænser og derfor giver god mening at løse internationalt. Men fordi nogle sager løses i EU, gør det dem ikke mindre relevante for vores dagligdag.

- Med denne pjece giver Transportministeriet et godt indblik i, hvilken betydning EU har haft på transportområdet, og hvilken betydning det har haft for de transportmuligheder, vi alle nyder godt af i det daglige.

”EU og transport – fortalt i al enkelhed” er tilgængelig på trm.dk