De tyske jernbaneanlæg i tilslutning til Femern Bælt-forbindelsen udbygges som aftalt
ㅤ
16. dec. 2011

Det fremgår af en artikel i Der Nordschleswiger den 15. december 2011, at udbygningen af de tyske jernbanelandanlæg i tilslutning til Femern Bælt-forbindelsen bliver udskudt.
Den 15. december 2011 fremlagde den tyske forbundstransportminister, Peter Ramsauer, sit forslag til infrastrukturinvesteringsplan frem til 2015. Planen har ikke betydning for udbygningen af de tyske jernbaneanlæg i tilslutning til den faste forbindelse over Femern Bælt.
Det er fortsat planen, at projektering og myndighedsgodkendelse af de tyske jernbanelandanlæg skal være afsluttet i 2015, og at anlægsarbejdet starter i 2016. Anlægsarbejdet er dermed ikke forudsat at skulle starte inden for den tidsperiode, som den foreslåede infrastrukturinvesteringsplan dækker.
Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler:
-Fra Forbundstransportministeriet i Berlin er det endnu en gang blevet bekræftet, at man fra tysk side vil efterleve sine forpligtelser i henhold til den dansk-tyske traktat om Femern Bælt-forbindelsen.
-Der er således ikke tale om, at Tyskland udskyder sine planer om udbygning af de tyske jernbaneanlæg i tilslutning til den faste forbindelse over Femern Bælt.
-Jeg er glad for det gode og nære samarbejde, der er mellem Transportministeriet i København og Forbundstransportministeriet i Berlin om etableringen af et af de vigtigste infrastrukturprojekter i Europa.