Invitation til pressebriefing – hvad er på dagsordenen for det danske EU-formandskab på transportområdet?

Det danske EU-formandskab er lige om hjørnet, og forberedelserne er ved at nå helt i mål. Danmark får hænderne fulde med vigtige sager, der skal forhandles under vores formandskab.

13. december 2011

Også på transportområdet er der en række større sager, der skal forhandles i de kommende måneder. Bl.a. skal vi håndtere større forslag om nye regler og budget for EU’s TEN-T-program, der tildeler EU-midler til større infrastrukturprojekter, en revision af EU’s regler på jernbaneområdet og tre forslag til mere liberalisering i EU’s lufthavne samt en række andre sager.

Vi vil i Transportministeriet gerne invitere pressen til baggrundsbriefing, hvor vi vil tilbyde interesserede journalister en gennemgang af vores forventninger som formandskab og en forklaring af det centrale indhold i de sager, vi skal behandle som formandskab.

Jeg vil selv indlede arrangementet med et par ord om, hvordan jeg som minister ser på formandskabet, inden jeg vil overlade ordet til eksperterne på området i ministeriet.

Baggrundsbriefingen finder sted den 20. december 2011 kl. 9.30 i Transportministeriet. Tilmelding bedes sendt til pressechef Jesper Damm Olsen på jdo@trm.dk

Med venlig hilsen
Henrik Dam Kristensen