Rødbyhavn bliver produktionssted for standardtunnelelementer til Femern Bælt-forbindelsen

Forligspartierne bag den faste forbindelse over Femern Bælt har den 1. juni 2011 besluttet at følge Femern A/S’ indstilling om at placere produktionen af standardtunnelelementer i Rødbyhavn.

01. juni 2011

Europa-Kommissionen offentliggjorde i november 2010 en ny fortolkning af VVM-direktivet. Den nye fortolkning indebærer, at miljøgodkendelsen af Femern Bælt-forbindelsen og nødvendig produktionsplads til etableringen af den faste forbindelse skal ses i sammenhæng og indgå i en samlet godkendelsesproces. Det indebærer, at Femern A/S skal udpege konkrete arealer, hvor produktionen kan placeres. Entreprenørerne er forpligtede til at anvende de valgte arealer.

Den 26. maj 2011 afleverede Femern A/S sin indstilling til transportministeren om, at Rødbyhavn udpeges som produktionsplads. Det er selskabets klare vurdering, at Rødbyhavn er den mest hensigtsmæssige placering blandt de mere end 20 lokaliteter, der har været undersøgt. Produktionen af standardtunnelelementer giver beskæftigelse til gennemsnitligt ca. 2.000 personer om året i løbet af den 6½ år lange byggeperiode.

Transportminister Hans Chr. Schmidt udtaler i den forbindelse:

- Jeg er glad for, at forligspartierne i dag i enighed har tilsluttet sig Femern A/S’ indstilling om at placere produktionen af standardtunnelelementer til Femern Bælt-forbindelsen i Rødbyhavn.

- Det viser de syv forligspartiers solide opbakning til projektet.