Transportminister inviterer til møde med pilotformand

29. april 2011

Transportminister Hans Christian Schmidt har på mandag d. 2 maj kl. 7 inviteret formanden for sammenslutningen af danske erhvervspiloter Mogens Holgaard til et møde. Ministeren har forgæves forsøgt at få fat i den rapport om piloters træthed, som der har været omtalt i dagspressen.

- Jeg har jo kunnet læse om rapporten i dagspressen. Det er jo en ganske alvorlig problematik, som bliver rejst, og derfor har jeg indkaldt til mødet mandag. Jeg har inviteret Mogens Holgaard for at høre om de problemer, der beskrives i rapporten, da det ikke – trods gentagne henvendelser- er lykkes for mig at få fat i rapporten fra pilotforeningen, som har lavet undersøgelsen, eller fra Politiken, på hvis foranledning den er gennemført. Med en sådan undersøgelse gør man mange passagerer utrygge, så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke vil udlevere den, siger transportminister Hans Christian Schmidt.

Mødet er lagt tidligt, da ministeren skal til konference om transportens dag i Odense samme morgen.