Transportministeren åbner ny motorvej mellem Brande og Give

Transportminister Henrik Dam Kristensen har i dag fredag den 11. november 2011 åbnet motorvejen mellem Brande og Give.

Foto: Transportministeriet

11. november 2011

Der er tale om otte nye kilometer, som vil lukke hullet mellem Brande Omfartsvej og motorvejen ved Give. Projektet er endvidere en del af Den Midtjyske Motorvej mellem Herning og Vejle.

Etapen mellem Brande og Give skulle efter planen være færdig i 2012, men er allerede nu klar til åbning.

I forbindelse med åbningen udtaler transportminister Henrik Dam Kristensen:

- Det er glædeligt, at vi i dag kan åbne motorvejen mellem Brande og Give. Motorvejen vil især aflaste det lokale vejnet til gavn og glæde for borgerne i regionen.

- Motorvejen vil desuden forbedre fremkommeligheden på strækningen til gavn for de pendlere, der ofte benytter strækningen.

For så vidt angår udbygning af Brande Omfartsvej til motorvej forventes denne åbnet i 2014.