Transportministeren tager imod sine svenske og norske ministerkolleger

I dag tager transportminister Henrik Dam Kristensen imod den svenske infrastrukturminister, Catharina Elmsäter-Svärd, og den norske transport- og kommunikationsminister, Magnhild Kleppa, til to bilaterale møder i København.

08. december 2011

Ved møderne vil transportministeren orientere om forventningerne til det danske EU-formandskab på transportområdet og de store sager, der skal forhandles under formandskabet.

Herudover vil transportministeren tage en række bilaterale spørgsmål op med den svenske og den norske minister.

Transportministeren udtaler:

- Jeg lægger stor vægt på et godt samarbejde med vores nordiske naboer. Jeg ser derfor frem til at mødes med mine skandinaviske kolleger i dag.

- Jeg vil orientere mine svenske og norske kolleger om vores forventninger på transportområdet til det danske EU-formandskab, der starter til nytår, og  spørge til, hvordan Sverige og Norge ser på de store transportsager, vi som formandskab skal lede forhandlingerne på.

- Ved mødet med min svenske kollega vil jeg tale for, at vores gode samarbejde med Sverige om Øresundsforbindelsen fortsætter, og lytte til de svenske synspunkter om en mulig, kommende forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg.

- Jeg vil tilbyde min norske kollega at dele de danske erfaringer med udskiftning af signalsystemet på jernbanen samt foreslå, at de skandinaviske lande i fællesskab ser på at udvikle mere ensartede regler for modulvogntog, så eksempelvis alle danske modulvogntog også kan køre i Norge.