Justitsministeren og transportministeren sætter ind mod højresvingsulykker

Der er behov for at styrke indsatsen mod højresvingsulykker. Derfor vil justitsministeren og transportministeren nu bede et særligt hold af medarbejdere fra de to ministerier om hurtigt at undersøge erfaringerne fra andre lande og afdække ny viden og gode idéer, som kan bruges herhjemme.

03. oktober 2013

Holdet skal bestå af eksperter fra Rigspolitiet, Vejdirektoratet, Trafikstyrelsen og Justitsministeriet, og får til opgave at indsamle relevante praktiske erfaringer med at forhindre højresvingsulykker fra politi- og vejmyn-dighederne i bl.a. Holland, Sverige og Tyskland. Resultaterne af disse undersøgelser forventes klar straks i det nye år, så de kan danne grundlag for regeringens tiltag på området.

Transportministeren har allerede igangsat et arbejde i Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen med et fælles oplæg til tiltag mod højresvingsulykker, hvor de erfaringer, der indhentes fra andre lande også vil kunne indgå. Samtidig har transportministeren indkaldt repræsentanter fra en række transportorganisationer til en snarlig drøftelse af, hvordan der kan sættes ind mod højresvingsulykker, så branchens vigtige input kan indgå i arbejdet med en styrket indsats.

Justitsminister, Morten Bødskov, udtaler:

- Vi har på det seneste igen været vidner til flere tragiske ulykker, hvor bl.a. børn og unge menneske har mistet livet i højresvingsulykker. Ingen kan fjerne den smerte og det tab, som de pårørende står tilbage med. Men vi kan – og skal – undersøge, hvad der er muligt at gøre for at modvirke disse forfærdelige ulykker i fremtiden.

- Vi har allerede en betydelig viden på området. Men det er vigtigt for regeringen at sikre, at alle gode idéer og tiltag kommer på bordet og kan indgå i vurderingen af, hvad vi fremadrettet kan og bør gøre.

- Det er derfor også vigtigt for mig, at vi hurtigt skaffer os viden om, hvilke erfaringer andre lande ligger inde med, når det eksempelvis gælder trafikregulering, forsøgsordninger, særlige lokale tiltag, ordninger om ’stop-for-grønt’ eller andet, som kan inspirere os herhjemme. Også for at undgå, at vi vælger løsninger, som andre allerede har gjort sig erfaringer med ikke fungerer.

Transportminister, Pia Olsen Dyhr, udtaler:

- Højresvingsulykker er nogle af de mest forfærdelige ulykker, fordi når de sker, har de ofte dødelig udgang. Det har store omkostninger både for de efterladte, personen, der sidder bag rattet og samfundet som hele.

- Derfor ligger det mig meget på sinde, at vi får indsamlet så mange gode idéer som muligt. Som der også er flere dedikerede borgere, der har foreslået mig, så er det oplagt også at se ud over Danmarks grænser for at lære af andres erfaringer.

- Jeg har allerede nedsat en task-force i regi af Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen, som er ved at udarbejde et oplæg til, hvad vi kan gøre mod højresvingsulykker på lang og kort sigt.

- Jeg har derudover indkaldt en bred række af interessenter til et møde den 22. oktober, hvor vi sammen skal drøfte input til arbejdet i denne task-force. De praktiske erfaringer fra de andre europæiske lande vil kunne indgå i et samlet katalog over indsatser, der kan igangsættes i fællesskab mellem stat, kommuner og branchen.

Journalister kan kontakte kommunikationschef i Justitsministeriet, Emil Melchior, på 4037 6737 eller pressemedarbejder i Transportministeriet, Jan Thane, på 20610170.