Transportministeren mødtes med sin norske kollega i Oslo

Transportminister Henrik Dam Kristensen mødtes den 21. januar 2013 med sin norske kollega, Samferdselsminister Marit Arnstad, i Oslo. Ved mødet drøftede ministrene en række aktuelle EU-sager samt norske tilgange til større infrastrukturprojekter.

22. januar 2013

Ministrene talte blandt andet om det fælles dansk-norske arbejde for at få korridorerne mellem Aarhus og henholdsvis Frederikshavn og Hirtshals med i det nye transeuropæiske transportnetværk, TEN-T. Hvis arbejdet lykkes, vil infrastrukturprojekter på strækningerne kunne modtage EU-støtte.

På mødet drøftede ministrene også en række øvrige aktuelle EU-sager, herunder kommende EU-lovgivning om cabotage, samarbejde om fælles luftrum og periodisk syn af biler. Transportministeren fik også lejlighed til at besigtige to større infrastrukturprojekter: sænketunnelen ved Bjørvika og vej- og baneprojektet E6-Dovrebanen. I den forbindelse orienterede man fra norsk side også om finansierings- og organisationsmodellerne for projekterne.

Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler:

- Det var som altid en fornøjelse at mødes med en af mine nordiske kolleger. Det var første gang, den norske minister og jeg fik lejlighed til at mødes, siden hun blev udnævnt sidste år.

- Vi fik lejlighed til at drøfte det gode samarbejde mellem Danmark og Norge om at få strækningerne mellem Århus og hhv. Frederikshavn og Hirtshals med på det nye TEN-T-kort. Med vores ihærdige samarbejde er vi kommet tættere på vigtig støtte til infrastrukturprojekter i Nordjylland, der kan være med til at binde Danmark og Norge bedre sammen.

- Jeg fik i forbindelse med besøget i Oslo også lejlighed til at se to interessante infrastrukturprojekter i Oslo og omegn. Jeg er altid glad for at få mulighed for at lære noget af, hvordan man griber større infrastrukturprojekter an i andre lande.