Tryghed om siddepladser i regionaltrafikken

Forligskredsen bag bedre og billigere kollektiv trafik er blevet enige om at afsætte 780 mio. kroner til køb af 67 dobbeltdækkervogne. Samtidig reserveres ca. 420 mio. kr. til køb af el-lokomotiver. Aftalen skaber tryghed om antallet af siddepladser i togtrafikken, og vi bliver mindre afhængige af IC4 togene

01. april 2014

Regeringen, DF, SF og EL blev i dag enige om at købe 67 dobbeltdækkervogne, som i dag kører på de danske skinner via en lejekontrakt. Derudover sætter forligskredsen penge af til køb af el-lokomotiver. Det vil skabe en markant forøgelse af el-togskapaciteten i Danmark og bidrage til en fleksibel overgang fra diesel til el-drift.

-Jeg er tilfreds med, at vi med et bredt flertal sikrer, at der ikke vil komme kaotiske tilstande i togene, når lejekontrakten på de 67 dobbeltdækkervogne, som hver dag bruges af tusindvis af passagerer, udløber. Samtidig skaber vi med nye el-lokomotiver mulighed for en mere miljøvenlig og driftsikker togdrift på de danske skinner, siger transportminister Magnus Heunicke.

De 67 dobbeltdækkervogne har ca. 7.200 pladser, hvilket svarer til pladserne i ca. 35 IC4-togsæt. Med købet har DSB dermed pladskapacitet nok til kunne overholde sin kontrakt med staten og skabe tryghed for passagerne – også efter 2016, hvor dobbeltdækkerne ellers skulle leveres tilbage.

Det er stadig DSB’s mål at IC4 togene indfases i trafikken efterhånden som de bliver klargjort.  Men ved at have de 67 dobbeltdækkere på danske hænder, har DSB en solid pladsbuffer, hvis der kommer yderligere problemer med IC4 togene, hvilket ellers kunne betyde manglende siddepladser til passagerne.

Transportminister Magnus Heunicke udtaler:

-Med aftalen undgår en situation, hvor skulle satse på, at IC4 togene pludselig ville skulle køre problemfrit, for at kunne dække det fremtidige pladsbehov. Det ville naturligvis være uholdbart.

-I stedet har vi nu en situation, hvor hvert IC4 tog, der bliver klart, vil skabe bedre mulighed for at forbedre pladskapaciteten. Det vil kun komme passagerne til gavn.

Pengene til de 67 dobbeltdækkervogne og el-lokomotiverne finansieres af de 1,2 mia. kr., der med aftalen om ”Bedre og Billigere Kollektiv Trafik” af 12. juni 2012 er afsat til indkøb af el-tog.

Læs aftalen om køb dobbeltdækkervogne og ellokomiver her