Gå til hovedindhold
Nyhed

Minister giver startskuddet til nordjyske turistskilte

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt afholdt i dag et velbesøgt fyraftensmøde i Rebild om brune turistskilte langs de nordjyske motorveje.

29. sep. 2016

Indhold

    Under mødet gav ministeren startskuddet til det regionale udvalg, der på baggrund af ansøgninger skal tage stilling til, hvilke turistattraktioner og seværdigheder, der kan opstille turistskilte langs motorvejene i Region Nordjylland.

    -Vi har et dejligt land med mange seværdigheder og spændende turistattraktioner. Og derfor synes jeg, det er vigtigt, at både de danske og udenlandske turister ledes på rette vej, så de kan opleve alt det, Danmark har at byde på, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

    En stikprøveundersøgelse, som Vejdirektoratet har fået foretaget blandt turister, viser, at 8 ud af 10 synes, at de brune turistskilte er en god ide. Det samme har turistattraktionerne rundt omkring i landet givet udtryk for. De brune turistskilte er noget, de får glæde af.

    Ministeren mener ikke, at beslutningen omkring hvilke seværdigheder og attraktioner, der skal have lov til at sætte et brunt skilt op langs motorvejene, skal træffes centralt. Derfor lægger han udpegningen af turistskiltene i hænderne på fem regionale udvalg, der vil træffe beslutningen ud fra ansøgninger fra seværdighederne og attraktionerne.

    - Lokalt ved man bedst. Derfor skal vi lade det være op til de lokale at tage stilling til, hvilke brune turistskilte der sættes op langs motorvejene, og om de vil have et skilt op. Det betyder frit valg, og at beslutningen træffes af dem, som ved, hvad der rører sig i lokalområdet, siger ministeren.

    Udvalgets formand dækkende for region Nordjylland bliver Hans Chr. Maarup (S), forhenværende borgmester i Mariagerfjord Kommune. Han fortæller følgende om sin forventning til udvalgets arbejde:

    - Vi er i udvalget glade for den opgave, der er blevet os tildelt. Vi vil løse opgaven med ildhu og fornuft - herunder skal vi balancere mellem de markedsføringsmæssige hensyn for attraktionerne, de turistmæssige og de trafiksikkerhedsmæssige hensyn, siger Hans Chr. Maarup.

    De øvrige udvalgsmedlemmer bliver folketingskandidat og byrådsmedlem i Rebild Kommune Tommy Munk Degn (DF), Olav Juul Gaarn Larsen (V), byrådsmedlem i Læsø Kommune og tidligere folketingsmedlem Birgitte Josefsen (V).

    - Jeg er meget glad for, at fire så stærke nordjyske aktører har takket ja til at sidde i udvalget. De råder hver især over store kompetencer, og de supplerer hinanden fint, så det er min forventning, at de vil træffe nogle meget kyndige valg af de seværdigheder, der skal have lov til at sætte brune turistskilte op, slutter Hans Christian Schmidt.