Gå til hovedindhold
Nyhed

Minister til luftfartsrepræsentanter: Det skal være slut med regelshopping og unfair konkurrence i luftfartsbranchen

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt var vært i dag, da repræsentanter fra luftfartsbranchen samledes til en konference om fair konkurrenceforhold for luftfarten.

15. nov. 2016

Indhold

    Der skal være fair forhold inden for EU, når det kommer til konkurrence i luftfartsbranchen. Det mener transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

    Derfor havde han i dag sat en lang række repræsentanter fra branchen stævne ved en konference om fair forhold for luftfarten.

    - Konkurrencevilkårene i luftfartsbranchen er ulige og favoriserer de selskaber, som er villige til at udnytte reglerne til det yderste, siger Hans Christian Schmidt og uddyber:

    - Det er afgørende, at vi lægger pres på EU Kommissionen til at komme med løsningsforslag. Hvis der skal skabes reel forandring i branchen, kommer det kun til at ske gennem en fælleseuropæisk indsats.

    - Vi skal sikre fair konkurrence og ordentlige arbejdsvilkår i branchen. Det er en udfordring, vi er nødt til at løse i fællesskab gennem pres fra fagbevægelsen, selskaberne og fra parlamentarikerne i EU. 

    Transport- og bygningsministeren håber inden for den nærmeste fremtid at præsentere et forslag til konkrete løsninger, som på EU-niveau kan adressere problemerne med unfair konkurrence i luftfartsbranchen inden for EU.