Ærø får en ny, klimavenlig færge

Alle sejl er sat, når transportminister Benny Engelbrecht i dag deltager i indvielsen af ÆrøXpressen. Færgen bliver Ærøs fjerde færgeforbindelse, og den vil sejle på en blanding af motorkraft og batteri.

Foto af den nye klimavenlige færge til ÆrøXpressen
Foto: ÆrøXpressen

30. november 2019

Beboerne i Marstal har noget at se frem til, når de sammen med resten af øen i dag kan fejre indvielsen af deres nye færge. ÆrøXpressen bliver Ærøs fjerde færgeforbindelse i det sydfynske øhav, men modsat de øvrige vil den sejle til og fra Marstal og Rudkøbing og dermed sætte en tyk streg under Marstal som en af Danmarks vigtigste søfartsbyer.

- Jeg har set frem til at deltage i den store folkefest, som det bliver, når Ærø i dag indvier sin nye færge. Marstal er historisk set en af vores største søfartsbyer. Byen har i generationer udgjort et vigtigt maritimt knudepunkt for person- og godstransport og for handel, erhverv og uddannelse inden for søfart, så det er helt naturligt, at Marstal nu igen får sin egen færgeforbindelse, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.

Den nye færge, ÆrøXpressen, er en hybridfærge. Den vil sejle på en blanding af motorkraft og batteri og vil på den måde kunne reducere sit CO2-udslip. Derudover er al belysning ombord på færgen LED.

- Det er afgørende, at vi på hele transportområdet overvejer, hvordan vi kan bidrage til at reducere vores CO2-udslip. Derfor er det også meget positivt, at Ærø går forrest og vælger en hybridfærge som sin nye færge. Det er et eksempel, der kun kan tjene til inspiration for resten af branchen, forklarer ministeren.

Det forventes, at cirka 1.000 beboere og gæster på øen vil deltage i dagens fejring.