Gå til hovedindhold
Nyhed

De første selvkørende busser kører nu i Danmark

Der er lagt op til en større folkefest, når transportminister Benny Engelbrecht i dag indvier og selv er med på den første tur med Danmarks første selvkørende bus.

05. mar. 2020

Indhold

    Det er ikke hvilket som helst køretøj, Aalborg kan byde på fra i dag. Kommunen har som den første i landet fået tilladelse til at indføre en selvkørende bus på vejene.

    - Det er ikke alene en stor dag for Aalborg Kommune og for aalborgenserne. Det er også en vigtig dag for hele landet. Vi er nu kommet så langt i den teknologiske udvikling, at vi kan rejse med førerløse busser. Det giver stof til eftertanke i forhold til den måde, vi ellers opfatter bustrafikken på herhjemme, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.

    Den nye selvkørende bus skal køre på en særligt udvalgt rute i den østlige del Aalborg by og vil være et tilbud til alle byens borgere og besøgende.

    - Det er altid glædeligt, at der kommer flere kollektive transporttilbud til brugerne, men jeg hæfter mig særligt ved, at bussen oven i købet kører på el og ikke benzin. Det er prisværdigt, at Aalborg Kommune og HOLO ikke alene er fremsynede i forhold til teknologien, men samtidig har vores alvorlige klimaudfordringer for øje, når de udvikler og tilbyder nye måder at rejse på, forklarer ministeren.

    Aalborg Kommunes tilladelse til at køre med selvkørende busser udløber i december 2021, men det er efterfølgende muligt at forlænge forsøget yderligere.