Gå til hovedindhold
Nyhed

Britisk virksomhed skal opkræve ubetalte p-afgifter hos udenlandske virksomheder

Den britiske virksomhed, Euro Parking Collection plc, skal fremover stå for at opkræve ubetalte parkeringsafgifter fra internationale transportvirksomheder.

15. jan. 2021

Indhold

    Kun 17 procent af parkeringsudgifterne, der blev udskrevet til udenlandske køretøjer mellem den 1. januar 2019 og 30. juni 2020, er betalt. Færdselsstyrelsen overtog kontrollen med parkeringsreglerne på de statslige rastepladser langs motorvejsnettet den 1. januar 2019, men det er en administrativ tung opgave at opkræve afgifterne hos udenlandske virksomheder.

    Derfor har Færdselsstyrelsen indgået aftale med Euro Parking Collection plc (EPC), som fremadrettet skal opkræve ubetalte parkeringsafgifterfra skyldnere uden for Danmarks grænser.

    - Det skal være slut med udenlandske lastbiler, der ser stort på vores regler og spekulerer i, at vi ikke kommer efter dem. Langt de fleste parkeringsafgifter, der er udskrevet til danske køretøjer, bliver betalt, og det er helt urimeligt over for dem, der rent faktisk betaler, at udenlandske virksomheder bare lader p-afgifterne ligge. Derfor styrker vi indsatsen med opkrævningen af ubetalte afgifter, således at udenlandske virksomheder skal regne med at blive stillet til ansvar, når de bryder reglerne. Det er kun rimeligt, og dermed bliver forholdene for virksomhederne ens for alle, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    77 procent af parkeringsafgifter til danske køretøjer udskrevet mellem den 1. januar 2019 og 30. juni 2020 er betalt. Fra den 1. januar 2019 og frem til den 30. november 2020 har Færdselsstyrelsen udskrevet cirka 9.300 parkeringsafgifter, hvoraf godt 8.000 er udskrevet til udenlandsk registrerede køretøjer – svarende til 85 procent af alle parkeringsafgifter. De ubetalte parkeringsafgifter vil nu overgå til EPC, hvilket er 6.600 sager, som svarer til et beløb på cirka 11 millioner kroner.

    Det britiske firma får 20 procent af de parkeringsafgifter, de får opkrævet. Færdselsstyrelsen forventer, at de første sager vil kunne overføres til EPC inden udgangen af uge tre.