Gå til hovedindhold
Nyhed
Infrastrukturplan 2035

Opgradering af Rute 26 til motortrafikvej ved Aarhus skal forbinde land og by bedre

I Infrastrukturplan 2035 er der afsat 1.390 millioner kroner til udbygning af Rute 26 til motortrafikvej mellem Aarhus og Søbyvad. Motortrafikvejen skal være med til at binde land og by bedre sammen.

03. dec. 2021

Indhold

    Det bliver lettere at komme frem og tilbage mellem de små og store byer mellem Aarhus og Viborg. I Infrastrukturplan 2035 er der afsat knap 1,4 mia. kroner til først en miljøkonsekvensvurdering af en udbygning af en motortrafikvej syd for Rute 26 ved Aarhus og til selve projektet.

    Det har regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne besluttet.

    Lokalt har der været en del debat om linjeføringen af en udbygning af Rute 26 med en ny vej, men i 2014 blev det besluttet, at den på strækningen mellem E45 og Søbyvad skal gå syd om Lading sø. Den beslutning ligger fast, men inden anlægsprojektet af udbygningen af Rute 26 sættes i gang, skal miljøkonsekvensvurderingen opdateres med henblik på at afdække konsekvenserne af, at vejanlægget udformes som en motortrafikvej, der anlægges på en kortere strækning.

    Miljøkonsekvensvurderingen går i gang i starten af 2022. Anlægsprojektet sættes i gang i 2031.

    Fakta

    Der er afsat 1.390 millioner kroner i Infrastrukturplan 2035 til en ny motortrafikvej ved Aarhus på Rute 26. Inden den nye vej anlægges i 2031, skal miljøkonsekvensvurderingen af motortrafikvejen opdateres. Der skal gennemføres en miljøkonsekvensvurdering af den justerede linjeføring af motortrafikvejen med tilslutning til den eksisterende Rute 26 umiddelbart vest for Svenstrup. Ved E45 afsluttes motortrafikvejen i omfartsvejen ved Mundelstrup, så man kan benytte det eksisterende tilslutningsanlæg ved Tilst.

    Miljøkonsekvensvurderingen sættes i gang i starten af 2022 og forventes afsluttet i efteråret 2023. Derefter vil der være en offentlig høring. På baggrund af høringsnotatet vil der blive udarbejdet en indstilling om projektet.

    Kontaktoplysninger til ordførere:

    Socialdemokratiet:
    Thomas Jensen, Thomas.Jensen@ft.dk 61624178

    Venstre:
    Kristian Pihl Lorentzen, Kristian.Lorentzen@ft.dk, 27 52 28 18

    Dansk Folkeparti
    Hans Kristian Skibby, Hans.Skibby@ft.dk, 61 62 42 31

    Socialistisk Folkeparti:
    Anne Valentina Berthelsen, Anne.Berthelsen@ft.dk 61624090

    Radikale Venstre:
    Rasmus Helveg Petersen, Rasmus.Helveg.Petersen@ft.dk 61625541

    Det Konservative Folkeparti
    Niels Flemming Hansen, Niels.Hansen@ft.dk, 61 62 32 21

    Nye Borgerlige
    Mette Thiesen, Mette.Thiesen@ft.dk, 61625096

    Liberal Alliance
    Ole Birk Olesen, Ole.Birk@ft.dk, 61 62 51 76

    Kristendemokraterne
    Jens Rohde, Jens.Rohde@ft.dk, 33 37 58 73

    Kontakt transportminister Benny Engelbrecht via Transportministeriets pressetelefon: 33 11 00 14