Undersøgelse af Øresundsperroner ved Ny Ellebjerg Station er færdig

Beslutningsgrundlag for Øresundsperroner og gangtunnel/gangbro ved Ny Ellebjerg Station er færdigt.

Foto af departementets skilt udenfor Frederiksholms Kanal 27F

25. februar 2021

Banedanmark og Metroselskabet har udarbejdet et beslutningsgrundlag for Øresundsperroner og gangtunnel/gangbro ved Ny Ellebjerg Station. Undersøgelsen omhandler blandt andet økonomi og trafikale effekter ved infrastrukturprojekterne samt relevante forhold vedr. klima og miljø.

Anlæg af fjern- og regionalperroner på Øresundsbanen ved Ny Ellebjerg Station vil sammen med de øvrige projekter fra Glostrup Station i vest til Københavns Lufthavns Station i øst skabe en ny jernbanekorridor, som vil medføre en bedre sammenbinding mellem Roskilde, Københavns Vestegn, landdelstrafikken og Amager.

Med åbningen af Sydhavnsmetroen i 2024 vil Ny Ellebjerg blive et knudepunkt for S-tog, regionaltog og metroen, og antallet af daglige på- og omstigere ved stige markant. Ny Ellebjerg vil derfor i fremtiden kunne aflaste Københavns H, der allerede i dag er presset på kapacitet.

- Ny Ellebjerg Station vil i fremtiden vokse til en af de største stationer i Danmark. Stationen vil samtidig komme til at fungere som en bydelsforbindelse for de nye boligområder, som Københavns Kommune udvikler omkring Ny Ellebjerg. Jeg ser frem til at drøfte beslutningsgrundlaget, når vi skal forhandle om fremtidens investeringer i infrastruktur, siger transportminister Benny Engelbrecht.