Gå til hovedindhold
Artikler

Klimasamarbejdsaftaler om grøn kollektiv trafik med landets regioner

Den 25. juni blev der indgået klimasamarbejdsaftaler om grøn kollektiv trafik mellem regeringen og landets største kommuner. Det er hensigten, at landets regioner skal tiltræde lignende målsætninger.

27. aug. 2020

Indhold

    I henhold til aftalen om finansloven for 2020 indledte regeringen ved transportministeren i april 2020 forhandlinger med landets største kommuner om klimasamarbejdsaftaler om grøn kollektiv trafik. Transportministeren har fået mandat fra FL20-kredsen til at indgå aftalerne, som har til formål at understøtte og accelerere den grønne omstilling af den kollektive bustrafik frem mod 2030. Klimasamarbejdsaftalerne indeholder også aftale om andre transportelementer, herunder omstillingen af den kommunale flåde.

    Den 25. juni indgik regeringen ved transportministeren aftale med seks af landets største kommuner i form af København, Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Frederiksberg. I andet halvår 2020 forhandler regeringen med landets regioner om indgåelse af klimasamarbejdsaftaler om grøn kollektiv trafik.

    Baggrund

    Indkøb af offentlig bustrafik sker via udbud, hvor trafikselskaberne, på vegne af kommuner og regioner, køber trafik hos private busoperatører på længerevarende kontrakter. I forbindelse med disse udbud har trafikselskaberne mulighed for at stille krav til eksempelvis grøn teknologi, fx el- eller brintbustrafik.

    Der er i 2020 ca. 3.300 offentlige rutebusser i Danmark. Det er kommuner og regioner, der har det politiske og finansieringsmæssige ansvar for den kollektive bustrafik, herunder omstilling af trafikken til mere bæredygtige løsninger. Kommuner og regioner er således også allerede i gang med at omstille til mere bæredygtige busløsninger. 342 busser, svarende til godt 10 pct. af busserne, skønnes ved udgangen af 2019 omstillet til en form for grøn trafik (el, gas, hybrid og biodiesel).