Et år med fuld fart på transportpolitikken

KOLLEKTIV TRAFIK: Det er en ære dagligt at være i det transportpolitiske førerhus, som skal lede Sydsjælland og Danmark fremad med en dynamisk og sammenhængende infrastruktur.

29. december 2014

Af Magnus Heunicke MF (S) Sjællands Storkreds Transportminister

Lad mig tage jer med ombord på en transportpolitisk rejse, som har fyldt det meste af mit år. I starten af februar fik jeg æren af at blive udnævnt til Danmarks transportminister, hvilket jeg stadig er stolt og taknemmelig over. Det er en ære dagligt at være i det transportpolitiske førerhus, som skal lede Sydsjælland og Danmark fremad med en dynamisk og sammenhængende infrastruktur.

Og vi er kommet langt i 2014. Uge for uge og måned for måned har vi nået vigtige milepæle.

Med et bredt flertal i Folketinget har vi fået vedtaget den historisk ambitiøse Togfond til 28,5 mia. kroner, der giver hurtigere tog i hele landet -også her på Sydsjælland. Det er et historisk løft, som vil komme pendlerne i hele landet til gavn med markante rejsetidsforbedringer.

Vi er også kommet langt i kampen mod social dumping på landevejene.

Jeg har i løbet af året betrådt såvel de danske rastepladser som de bonede ministergulve i EU for at bekæmpe ulovlig cabotage-kørsel, som koster vigtige danske chaufførarbejdspladser. Jeg har i de seneste måneder fået opbygget en stærk alliance med europæiske ministerkolleger, som står sammen om at kæmpe for vigtige arbejdspladser.

Samtidig har jeg sammen med den grønne forligskreds fundet penge til afgørende vejprojekter, som skaber job og udvikling til gavn for produktionsdanmark.

Efter mange års intens kamp lykkedes det inden sommerferien at få sat 350 mio. kroner af til opgraderingen af rute 54 mellem Næstved og Rønnede. Det bliver en stor gevinst for lokalsamfundet, og det vil føre til nye arbejdspladser og spændende muligheder for lokalsamfundet.

Udvikle og aflaste

I løbet af året har jeg også været med til at finde penge til en ny metrolinje i København til Sydhavnen og nye letbaneprojekter, så vi kan udvikle den kollektive trafik og aflaste trængslen på vejene i store byer som København, Odense, Aarhus og Aalborg.

Det er også vigtigt, at vi løbende tænker i grønne transporttiltag, og inden sommerferien lancerede jeg derfor en helt ny cykelstrategi, som skal få endnu flere danskere op på cyklen, så både store og små kan få mange flere kilometer i benene til gavn for sundheden og trængslen på vejene.

Samtidig er jeg netop nu ved at forberede anlægsloven for Femern Bælt forbindelsen, som skal præsenteres i februar i det nye år. Den kommende sænketunnel vil skabe vækst og arbejdspladser, især her på Sydsjælland.

Meget er nået, og endnu mere venter.

Og jeg skylder jer alle en stor tak for at komme med værdifulde input, råd og erfaringer, som jeg bruger hver eneste dag i mit politiske arbejde -og i særdeleshed, når jeg sidder ved forhandlingsbordet og skal lande afgørende forlig. Det er jeres indspark, der er med til at drive lokomotivet fremad hver eneste dag, og jeg håber, at I også i det nye år vil være med til at skubbe på for at bringe Sydsjælland og Danmark fremad.

Rigtig godt nytår.