Handicap og tog

08. oktober 2014

Af Magnus Heunicke MF, (S) transportminister

Svar 2
Det er forkert, når Kristian Pihl Lorentzen (V) her i Sjællandske skriver, at jeg ikke arbejder for at skabe bedre forhold for de handicappede i tog. Vi har at gøre med et område med udfordringer, og selvom vi er langt fra at være i mål, er vi i fuld gang.

Lige nu er DSB eksempelvis i gang med at gøre en forsøgsordning permanent, hvor personer med et handicap kan tage deres trehjulede elcykler med i toget, hvad enten det er et S-tog, Øresundstog, Dobbeltdækkertog, IC4, IC2 eller LINT41. Det giver personer med et handicap en helt ny mulighed for at bruge den kollektive trafiks mange muligheder. Og så sent som i sidste uge mødtes jeg med Danske Handicaporganisationer, hvor vi gav hånd på, at vi også fremadrettet skal arbejde sammen for at gøre den danske jernbane mere handicapvenlig.

Det er vigtigt, at vi har ambitioner på vegne af den danske jernbane. Det skylder vi passagerene, hvad enten det handler om handicappolitik eller den danske jernbanes fremtid. Fremover vil vi se en helt ny dynamik på jernbanen med regeringens timemodel som både Banedanmark og Trafikstyrelsen har blåstemplet. Timemodellen giver rejsetidsforbedringer ikke kun i de store byer, men i hele landet, hvor tidsbesparelserne vil sprede sig som ringe i vandet. Og jeg kan berolige alle dem, der stiller spørgsmålstegn ved den ambitiøse plan: Timemodellen skal nok blive til noget.

Selvom vi er langt fra at være i mål, er vi er i fuld gang med et dedikeret og ambitiøst arbejde for at forbedre den danske jernbane til gavn for passagerene.