Venstres beskyldninger er groteske

27. december 2014

Magnus Heunicke (S), transportminister, skriver:

 I et debatindlæg her i Rudersdal Avis langer Sophie Løhde ud efter mig med grove og indholdsløse beskyldninger. Venstre-politikeren kalder det " løftebrud" og " grotesk", at togene fra Holte og Birkerød midlertidigt skal stoppe på Jægersborg Station.

Det havde unægteligt klædt det politiske debatniveau, hvis Sophie Løhde havde brugt bare halvt så lang tid på at tjekke fakta, som på at konstruere virkelighedsfjerne angreb.

Grunden til at S-togene i en periode skal stoppe på Jægersborg er, at vi er ved at udrulle stærkt tiltrængte nye togsignaler på S-togstrækningen. Det kræver nogle omlægninger, mens der arbejdes. Signalprogrammet er i øvrigt vedtaget med et stort flertal af Folketingets partier, og det skete tilbage i 2009, hvor VK-regeringen havde magten.

Signalprogrammet er en vigtig del af arbejdet med at gøre den danske jernbane hurtigere, mere pålidelig og driftsikker.

Det kommer alle passagerer til gavn og særligt også på S-banen.

Jeg synes, at vi politikere skylder hinanden og i særdeleshed borgerne, at vi bevarer fokus på den politiske substans og ikke hovedløst spreder ubegrundede angreb og indholdsløse beskyldninger.

Lad mig derfor slå fast: Stoppet på Jægersborg er kun midlertidigt, og det er et led i at levere bedre og hurtigere tog på hele S-banen.

Stoppet på Jægersborg er kun midlertidigt, og det er et led i at levere bedre og hurtigere tog på hele S-banen.