Åbent brev: Kære fynboer

Kort før jul fik transportminister Magnus Heunicke (S) en gave fra Fyens Stiftstidende. Den indeholdt 1385 personers ønske om billigere at kunne krydse Storebælt. Nu svarer ministeren dem i form af et åbent brev.

18. januar 2015

Mange tak for julegaven med de mange personlige beretninger om Storebælt.

Jeg er selv utrolig stolt af broen, som jeg ofte passerer på min vej rundt i landet, og jeg ser det store engagement som et tegn på, at fynboere og andre også er meget glade for den faste forbindelse.

Det viser, hvor godt det er, at den blev bygget.

Men det er langtfra en selvfølgelighed, at Storebæltsforbindelsen blev bygget. For eksempel kørte mine svigerforældre i 1980' erne rundt med et klistermærke på bilen, hvor der stod " nej tak" til broen.

I dag sætter de stor pris på den. Det var godt, at Socialdemokraterne og forligspartierne dengang udviste mod, stod fast og fik gennemført projektet.

Idéen om en fast forbindelse over Storebælt går helt tilbage til 1855, men det var først efter 2. verdenskrig, at der for alvor kom seriøse overvejelser om at bygge den. Folketinget vedtog faktisk en anlægslov i 1973, men planerne måtte senere i 1970' erne sættes i bero, da der ikke var penge på statens budget til at finansiere projektet.

Storebæltsforbindelsen var næppe nogensinde blevet bygget, hvis den skulle være betalt over skatten. Men heldigvis fandt visionære politikere en god løsning med statsgaranterede lån og brugerbetaling, og jeg var selv 13 år, da det første spadestik til forbindelsen blev taget i 1988.

I dag kan vi se de store fordele ved den faste forbindelse. I Transportministeriet har vi fået lavet en analyse, der viser, at forbindelsen over 50 år giver samfundet en gevinst på 379 milliarder kroner. Og for fynboerne er gevinsten pr. indbygger 50 procent højere end for landsgennemsnittet.

Jeg kan sagtens forstå fynboernes ønske om endnu billigere takster. Selvfølgelig vil de af jer, der pendler over broen, gerne spare penge, og det er kun godt, hvis endnu flere af jer vil søge job på den anden side af Storebælt. Selvfølgelig vil det også være godt at kunne hente et barnebarn i daginstitution eller passe et sygt familiemedlem på Sjælland lidt oftere.

Og selvfølgelig ønsker I også at bruge kulturtilbuddene i København. Det er også derfor Socialdemokraterne i 2005 tog et initiativ, der betød, at taksterne blev sænket med 20 procent og der blev indført rabatprodukter som dag-, aftenog weekendbilletter.

Som transportminister ville det være dejligt at kunne opfylde jeres ønske om at fjerne taksterne eller give endnu større rabatter på Storebælt. Men som ansvarlig politiker må jeg desværre skuffe jer. Der er en gæld på 24 milliarder kroner i Storebæltsforbindelsen, og for at kunne afdrage på gælden bliver vi - brugerne - stadig nødt til at betale for turen over Storebælt.

Selvom jeg på kort sigt sikkert ville blive vældig populær, hvis vi sænkede taksterne yderligere, så hverken kan eller vil jeg overlade gælden til de danske skatteydere.

Alle danskere, der krydser Storebælt, er med til at finansiere forbindelsen, og det eneste rimelige er, at det som aftalt er brugerne, der finansierer den.

Storebæltsforbindelsen er en kæmpe gevinst for hele Danmark. Det er både blevet nemmere, hurtigere og billigere at krydse Storebælt i forhold til dengang, der var færger. I 1998 kostede en tur med bilfærgen Halsskov-Knudshoved 335 kroner, hvilket i dag svarer til cirka 470 kroner. Prisen for at passere Storebælt er altså omtrent blevet halveret med den faste forbindelse.

Hvad det skal koste at bruge Storebæltsforbindelsen, når gælden er betalt om cirka 15 år, vil jeg ikke kloge mig på. De løbende udgifter til drift, vedligehold og reinvestering af forbindelsen løber allerede i dag op i over en halv milliard kroner om året, og det beløb vil stige i takt med, at forbindelsen bliver ældre.

Men det spørgsmål synes jeg, vi skal lade være op til forligskredsen at beslutte til den tid.

Jeg er selvfølgelig åben over for at kigge på tiltag, der for eksempel kan forbedre pendlernes vilkår på Storebælt. De muligheder vil vi i regeringen se nærmere på. Men det må ikke få alvorlige økonomiske konsekvenser for Storebæltsforbindelsens økonomi. Vores regering fører en økonomisk ansvarlig politik, og det gælder også i forhold til økonomien i Storebæltsforbindelsen.

Venlig hilsen Magnus Heunicke