FEMERN BÆLT: Alle problemer er lagt åbent frem i Femern Bælt-projektet

04. marts 2015

Af MAGNUS HEUNICKE, TRANSPORTMINISTER (S)

AT FEMERN BÆLT-projektet lige nu ser ud til at blive flere milliarder dyrere, er langtfra den bedste nyhed, jeg har fået som transportminister. Men jeg har på ingen måde forsøgt at skjule den overraskende situation, vi står i - modsat hvad lederskribent Poul Aarøe Pedersen (PAP) anklager mig for (Pol. 28.2.).

Jeg har længe argumenteret for en bredere folkelig debat om den sænketunnel, vi er på vej til at bygge. Den debat er især vigtig nu, hvor de afgørende beslutninger skal træffes. Derfor har jeg også to uger i træk stillet op i de fleste morgenaviser og elektroniske medier, live og til lange, kritiske interviews.

Tirsdag 17.2. forklarede jeg i en pressemeddelelse rækken af udfordringer for Femern Bælt-projektet: både de højere priser fra entreprenørerne, risikoen for en lavere EU-støtte og usikkerheden om den tyske myndighedsgodkendelse og tidsplan for jernbanen. Jeg lægger alt frem, netop fordi jeg ønsker en åben debat.

Nyheden ryddede ikke avisforsiderne.

Det kan skyldes de tragiske begivenheder i København weekenden forinden. Men dagen var ikke valgt på grund af dem, sådan som PAP antyder. Det handlede derimod om, at jeg allerede 6. februar havde inviteret forligskredsen bag Femern Bælt-projektet til møde netop denne tirsdag, og forligskredsen skulle have besked først. Jeg mener, det rigtigste i situationen var at holde fast i det møde og planen for offentliggørelse efter det.

Femern A/S fik priserne fra entreprenørerne lige før jul og har først skullet opstille et budget på baggrund af dem. Derefter blev sagen behandlet i regeringen.

Og så skulle informationerne selvfølgelig ud til forligspartier og offentlighed, så snart det var muligt.

For når staten står over for at skulle yde garantier for lån på mange milliarder, er det vigtigt, at projektet hænger sammen.

Det har jeg tillid til, at det vil gøre, når vi har elimineret udfordringerne én for én.

Den proces begyndte i sidste uge, hvor vi fik en plan for de tyske investeringer i jernbaneanlæg og en ny Fehmarn Sundbro.

Der er tale om en langt mere ambitiøs tysk udbygningsplan end krævet i traktaten. Dernæst handler det om prisen, EU-støtten og tysk myndighedsgodkendelse.

Målet er, at vi får en forbindelse, der giver bedre betingelser for jernbanegods, hurtigere rejsetider, vækst og bedre sammenhæng i Europa.