Nye statslige arbejdspladser til Ribe er en stor glæde

06. oktober 2015

Hans Christian Schmidt, transport-og bygningsminister (V) Frederiksholms Kanal 27 F, København, skriver:

STATSJOB.
Vi gik til valg på at skabe en mere ligelig fordeling af arbejdspladser. Det har vi i regeringen nu præsenteret vores løsning på.

På Transport-og Bygningsministeriets område får vi fremover her i Sønderjylland glæde af Færdselsstyrelsen og 65 medarbejdere i Ribe, der skal arbejde med færdselslovgivningen.

Det er jeg rigtig glad for. Og jeg håber, at I vil tage godt i mod disse dygtige mennesker.

Jeg er rigtig glad for den løsning, vi har præsenteret.

En stor del af min valgkamp blev brugt på at kæmpe for netop udflytning af statslige arbejdspladser.

Og alle steder, hvor jeg var, samlede jeg underskrifter ind for det.

Og jeg kan sige, at interessen var overvældende. På tværs af partiskel. Jeg er sikker på, at vi er ved at skabe et nyt Danmarkskort, hvor fordelingen af statslige arbejdspladser bliver mere ligelig og rimelig, og hvor staten er med til at gøre sit til at skabe job og bosættelse, også i mindre befolkede egne af vores land. Tak til alle jer, der har været med til at kæmpe for at få denne dagsorden på den politiske prioriteringsliste. Vi har nu taget et vigtigt skridt i kampen for vækst og udvikling i hele landet. Og så håber jeg, at I vil hjælpe de medarbejdere, der nu får deres dagligdag andetsteds, godt i gang.