Stop beskyldningerne

25. juli 2015

Af Hans Christian Schmidt (V), Transport-og bygningsminister

I et læserbrev d. 21. juli skriver Lea Wermelin (S), at Venstre skal finde viljen frem vedr. billige passagerbilletter. I de 3 1/ 2 år jeg har været formand for Udvalget for landdistrikter og Øer har udvalget besøgt Bornholm, taget emnet op på flere møder i forbindelse med Folkemøderne og afholdt høringer om emnet på Christiansborg. Men vores problem har hele tiden været, at ministrene fra den tidligere SR-regering gang på gang har sagt nej til at være med i arbejdet. Først kort før valget lovede den tidligere regering pludselig, at den ville indgå en aftale, og at den ville bruge 133 mio. kr. på projektet.

Desværre blev aftalen aldrig indgået i virkeligheden og den tidligere regering fandt heller aldrig pengene. Det er ærgerligt, når man har haft mere end 3 1/ 2 år til at gøre det i. Hvis det er så enkelt, som Lea Wermelin skriver, så undrer det mig, at den tidligere regering ikke for længst har sørget for at indføre ordningen.

Jeg ser fremad og vil gerne arbejde for at få dette projekt til at lykkes. Jeg ved, at det er et vigtigt projekt for øerne i Danmark - og dermed selvfølgelig også for Bornholm, hvilket min kollega Peter Juhl Jensen i øvrigt aldrig lader mig glemme. Blandt andet derfor inviterede jeg også Lea Wermelin til at deltage i mit besøg på Bornholm. Jeg tror nemlig ikke, at vi finder en god løsning uden, at vi hjælper hinanden. Men det forudsætter altså også, at de tidligere regeringspartier holder op med at beskylde os andre for alt det, de ikke selv fik gjort.