2025-planen giver os et stærkere Danmark

JydskeVestkysten

13. september 2016

Af Hans Christian Schmidt (V), transport- og bygningsminister

HELHEDSLØSNING.

Danmark er af de bedste lande i Verden. Sådan sagde statsministeren, da han lancerede regeringens 2025 plan forrige tirsdag. Og det skal Danmark blive ved med at være! Hvis det skal lykkes, så er vi nødt til at tage det ansvar på os, det er, at turde tænke langsigtet.

Og tænke i helheder. Vi er nødt til at vide, hvor vi vil hen, hvad vi vil - og hvordan vi skal gøre det.

Og så er vi er nødt til at have modet til at handle. Her og nu.

At tage ansvar betyder, at man skal træffe svære valg. Og det betyder også, at man skal træffe beslutninger, der ikke nødvendigvis er populære.

Vores 2025 plan bliver mødt med kritik fra Socialdemokraterne.

Jeg har været i politik i mange år - og jeg er skuffet. For jeg synes faktisk, Socialdemokraterne plejer at udvise ansvarlighed.

Derfor er det trist at opleve, at det eneste, man kan, er at kritisere, men man kommer ikke selv med en plan. Det er ikke bare populistisk - jeg synes ærlig talt også, det er bekymrende letkøbt.

Det kræver ansvarlighed at turde byde ind med helhedsløsninger, hvor der lægges op til at træffe svære, men nødvendige beslutninger. Det er det, vi har gjort med 2025 planen. Det er det, vi mener, der skal til for at sikre, at fremtidens Danmark bliver mindst lige så godt, som vi alle ønsker det.

Vi tager opgaven med at udvikle og styrke hele landet meget alvorligt. Og den helhedsplan, vi har fremlagt, giver os et stærkere Danmark. Derfor er det afgørende, at vi kommer i mål med den samlede plan. Og ja. Det betyder, at nogen kommer til at mærke forandringer. Men de forandringer der er lagt op til, er nødvendige.

Så enkelt er det.