SF glemte passagererne

27. januar 2016

Af Hans Christian Schmidt, transport-og bygningsminister

Transport: I indlægget " DSB eller ny bil?" mener SF'eren Karen Skovhus, at det er mit personlige ansvar, at regeringsalliancen S-R-SF og senere S-R i næsten fire år ikke leverede billigere billetter i den kollektive trafik.

Det er selvfølgelig flatterende, at Karen Skovhus mener, at jeg har den slags politisk indflydelse, men jeg må nok skuffe hende.

Jeg har ikke noget at gøre med, at SF's store løfte om 40 pct. billigere billetter i den kollektive trafik viste sig at være tom luft. Jeg har heller ikke haft indflydelse på, at SF ikke er lykkes med at gøre den kollektive trafik mere attraktiv, end at skribenten nu overvejer at investere i en bil.

Jeg kan til gengæld give Karen Skovhus ret i, at der fra efteråret 2011 og til sommeren 2015 er blevet gjort forbavsende lidt for passagererne.

Et godt eksempel er arbejdet med takstharmoniseringen, som skulle sikre ensartethed i priserne og mere gennemskuelighed for kunderne.

Det arbejde fik den tidligere regering ikke fulgt til dørs -heller ikke selvom det i lang tid stod klart, at trafikselskaberne og DSB ikke selv kunne løfte opgaven. Det var dybt beklageligt, og jeg var ikke ene om at synes, at den tidligere regering dermed lod passagerne i stikken.

I august rejste statsrevisorerne og rigsrevisionen en skarp kritik af forløbet.

Heldigvis er arbejdet kommet tilbage på sporet i efteråret, efter at jeg har gjort det helt klart overfor trafikvirksomhederne, at der er brug for en løsning nu.

Mange møder er mundet ud i, at Movia på Sjælland med opbakning fra politisk side og de øvrige trafikselskaber, har udarbejdet en model for forenkling af taksterne på Sjælland, som også kan være inspiration for det tilsvarende arbejde på Fyn og i Jylland.

Jeg tror, at passagererne en gang for alle har brug for, at der bliver taget ansvar, så vi kan få gjort op med det prisrod, der har været i den kollektive trafik.