Sådan gør vi det atter attraktivt at tage toget

Lige nu taber toget til fjernbusser og privatbilisme. Og det er ikke underligt, for der er behov for med massive investeringer at rydde op i fortidens synder.

Berlingske Tidende

15. juli 2018

Af Ole Birk Olesen (LA), transport-, bygnings- og boligminister

Der var engang, hvor rejsen med jernbanen blev betragtet som en luksuøs og mindeværdig oplevelse, der kun var forbeholdt de få. Med spisevogn og egen kupé. Hvor man i et roligt tempo, i hvert fald set med nutidens øjne, blev ført gennem bakker og dale på ryggen af en voldsom maskine, der af mange blev opfattet som en isoleret og stor oplevelse i sig selv.

I dag er den danske jernbane allemandseje. Vi har ikke én, men flere forskellige typer af tog. Vi har endda Metroen, der ligesom teenagerne helst kører selv uden en voksen bag rattet. Jernbanen fragter tusindvis af danskere til og fra arbejde, skole og hjem hver eneste dag. Hele året rundt. Den er ikke længere en forlystelse, men en naturlig del af manges liv og hverdag – og derfor giver det store problemer, når togene er for få, ikke kører til tiden eller helt går i stå.

Aflyste tog på Kystbanen. Signalproblemer på S-banen. Forsinkelser i Fredericia. Defekte lokomotiver. Togbusser til Frederikssund. Ja, der er problemer nok på jernbanen, og derfor forstår jeg udmærket passagerernes frustrationer. Min ambition er, at vi igen får tog, der kører rettidigt og uden driftsproblemer, og derfor investerer vi massivt i at rydde op i fortidens synder. Vi har løsningen, men det er nemmest at få øje på problemerne. Dem kender vi alle. Derfor vil jeg gerne prøve at give et samlet billede af, hvad regeringen og et bredt flertal i Folketinget gør for at forbedre den danske jernbane.

Der er brug for en gennemgribende renovering, hvis jernbanen igen skal blive konkurrencedygtig og vinde passagerernes gunst.

Lad os begynde med genstanden for langt de fleste passagerers frustrationer; nemlig toget. 12. juni besluttede regeringen og et bredt flertal i Folketinget at godkende udbuddet af indkøb af fremtidens eltog, der skal afløse de nuværende dieseltog i fjerntrafikken og dele af regionaltrafikken. Mange af problemerne på jernbanen skyldes nemlig, at vi bliver fragtet rundt i landet af IC4 og andre forældede dieseltog, så det bliver godt for passagererne, økonomien og miljøet, når vi kan sætte nye el-tog i drift og får leveret de allerede bestilte el-lokomotiver.

Det er et stort skridt i den rigtige retning, men det er kun et lille skridt i den samlede bevægelse, jernbanen skal gennemgå, før den bliver tidssvarende. Vi kan nemlig først skifte dieseltogene ud med el-tog på hovedstrækningerne, når der er trukket de el-ledninger, som el-tog kræver for at kunne køre – og før vi på den måde elektrificerer jernbanen, er det en stor fordel at have udskiftet vores forældede signalsystem med et nyt, som er ved at blive indført som standard i hele EU. Alternativet er, at vi først skal »pakke« de gamle systemer ind, da de ikke kan tåle spændingen fra køreledninger, og så alligevel skifte alle signalerne ud med det nye signalsystem bagefter. Det er en ekstra udgift, vi helst vil undgå.

Der er brug for en renovering
Jernbanen taber i øjeblikket konkurrencen med privatbilismen og fjernbusserne. Passagererne vælger simpelthen andre løsninger, når de kan. Det kan jeg godt forstå. Der er brug for en gennemgribende renovering, hvis jernbanen igen skal blive konkurrencedygtig og vinde passagerernes gunst. Den enorme investering kommer også med store forventninger: Jernbanebranchen skal udnytte chancen til at blive konkurrencedygtig.

Vi hverken kan eller vil styre alle jernbanens detaljer i Folketinget, men DSB, Arriva og de andre operatører skal blive lige så attraktive som Toyota, SAS, DAT, Sortbillet og FlixBus, så brugerne af transportsystemet igen kan se jernbanen som et relevant alternativ. Den skal vælges til, fordi den leverer det rigtige produkt til den rigtige pris og den rigtige kvalitet. Ikke fordi der ikke er andre muligheder.

Hvordan bliver jernbanen så attraktiv? Jo, man kan sige, at der er tale om en tretrinsraket af forbedringer, som vi arbejder med nu og i de kommende år: Først udskifter vi de gamle signaler på hele banenettet (cirka 20 milliarder kroner). Så elektrificerer vi hovedstrækningerne (syv-otte milliarder kroner), og så indsætter vi nyt elektrisk togmateriel (op til 20 milliarder kroner) i stedet for de gamle dieseltog. For at alt dette sker på den bedste og hurtigst mulige måde, er vi gået i gang med forberedelserne til elektrificering og togindkøb, mens vi udruller det nye signalsystem. Det er årsagen til, at vi investerer massivt i at få gjort jernbanen tidssvarende med nye signaler, elektrificering af hovedstrækninger og moderne togmateriel. Alene på de tre områder investerer vi op mod 48 milliarder kroner i perioden frem mod 2030, fordi det på længere sigt er den mest fornuftige og økonomisk ansvarlige måde at modernisere jernbanen på. Passagererne må dog væbne sig med tålmodighed, for vi kan ikke for alvor se resultaterne endnu. Rom blev som bekendt heller ikke bygget på én dag.

Det har vist sig at tage uforholdsmæssig lang tid at få det nye signalsystem, også kaldet Signalprogrammet, koblet rigtigt ind i DSB’s gamle materielflåde. Signalmodtageren i toget skal jo forbindes de helt rigtige steder for at kunne få toget til at køre langsommere eller bremse hurtigt. Derfor har Banedanmark undervejs måttet forlænge projektet og finde nye løsninger.

Partierne bag Signalprogrammet har nødtvungent valgt at acceptere disse forsinkelser og fordyrelser, fordi alternativet er værre: At fortsætte med de nedslidte signaler, som kun bliver dyrere og dårligere med årene. Det er de gamle signaler, der forårsager de forsinkelser, passagererne oplever, og også derfor har vi en økonomisk interesse i at få skiftet hele signalsystemet. Det bliver ikke bedre, før de nedslidte signaler er skiftet ud.

Kunne man have undgået denne situation? Ja. Der er blevet truffet beslutninger årtier tilbage, som giver os problemer i dag. Vi burde have udskiftet vores mest nedslidte signaler for længe siden. Så havde vi ikke haft så mange forsinkelser og udgifter til vedligehold, som vi har i dag, og vi havde heller ikke stået med et akut behov for at udskifte alle signalerne samtidig med, at vi har brug for at elektrificere.

Elektrificering er altafgørende
Elektrificeringen af hovedstrækningen burde også være sket tidligere, så vi kunne have købt standardiserede el-tog og el-lokomotiver. Vi har i stedet for været nødsaget til at fortsætte med at indkøbe dieseltog, og vi har oven i købet fået nogle af dem speciallavet til Danmark (IC4). Det har givet uoverskuelige problemer med drift og vedligehold. Derfor er mantraet for indkøb af nye el-tog og el-lokomotiver, at de skal være så standardiserede som muligt, så vi fremover kommer på forkant med udviklingen. Elektrificeringen er nemlig altafgørende for at få moderne el-materiel – særligt til trafikken mellem landsdelene, hvor det er muligt at køre stærkt – og så er el-materiel billigere i drift.

Når de nye elektriske tog begynder at blive leveret, vil passagererne gradvis opleve forbedringer i togtrafikken. I første omgang sker det i den sjællandske regionaltrafik, hvor vi får leveret nye driftsstabile el-lokomotiver til glæde for punktligheden og de mange pendlere, og fra midten af 2020’erne vil vi også modtage de nye elektriske togsæt. Passagererne vil til den tid begynde at opleve et togprodukt, som gradvis bliver bedre, fordi der kommer mere plads i toget, men også fordi de nye tog fra begyndelsen vil lette presset på DSB’s aldrende diseltog til gavn for punktligheden.

Jernbanen bliver måske aldrig så eventyrlig en oplevelse, som den var engang, men det skal den måske heller ikke være. Fremtidens jernbane skal kunne transportere mange og ikke få mennesker mellem byerne og gennem tætte områder. I et hurtigt og knap så sightseeing-agtigt tempo. Rettidigt, driftssikkert og til en rimelig pris. Det bliver den danske jernbanes hovedfunktion fremover. Så nok kender de fleste jernbanens aktuelle problemer, men jeg håber, at endnu flere nu kender til løsningerne, og at mange i de kommende år også vil opleve dem. For det kunne være dejligt, hvis toget igen bliver noget, vi spejder forventningsfuldt og ikke længselsfuldt efter.