Brede transportaftaler skaber ro om infrastrukturen

JydskeVestkysten

30. august 2019

Af Benny Engelbrecht, transportminister (S)

De lokale V-folketingsmedlemmer Ulla Tørnæs og Anni Matthiesen hævder, at den meget smalle infrastrukturaftale, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti indgik lige før Folketingsvalget, binder Danmark sammen. De glemmer bare at fortælle, at den usikkerhed, som en række borgmestre over hele landet oplever i disse dage, kunne være undgået, hvis den tidligere regering rent faktisk ønskede en bred aftale, der kunne holde - også selv hvis regeringsmagten skiftede. Nu er situationen bare den, at der ikke længere er flertal bag planen.

I modsætning til hvad den tidligere regering leverede, så ønsker vi i Socialdemokratiet at indgå en bred infrastrukturaftale til gavn for hele Danmark, som kan holde uanset, om regeringsmagten skulle skifte.

Med en langsigtet og bred planlægning af infrastrukturen for de næste 10 år, kan vi nemlig sikre stabile rammer og ro omkring de infrastrukturprojekter, vi i fællesskab prioriterer i Folketinget. Det er også derfor jeg vil indkalde alle Folketingets partier til de kommende forhandlinger om en ny infrastrukturaftale.