En hilsen fra Benny Engelbrecht: Tak fordi I baner vejen for os andre

Ny Transportminister. Velkommen til Benny Engelbrecht.

Jernbane Tidende

02. september 2019

Jernbanen har mange styrker. En af de største er, at den -takket være jer -bringer mange mennesker hurtigt frem og tilbage mellem de store byer, ligesom den styrker mobiliteten i trængselsbelastede byområder. Og det er et område, der interesserer mig meget.

Knap havde jeg sat mig i ministerstolen, før jeg tog på jernbanebesøg. For at være helt præcis, så gik der kun to arbejdsdage i ministeriet, før jeg ved selvsyn fik at se, hvordan et udrustet tog med det nye signalsystem ser ud. Det skete, da jeg fik en snigpremiere på vestjydernes nye digitale tog under mit besøg hos Arrivas værksted i Varde den 1. juli.

Senere havde jeg den store fornøjelse at tage med på en tur med S-toget for at se det digitale signalsystem i funktion fra togets førerrum. Det betyder, at jeg har haft lejlighed til at træffe nogle få af jer - jeg håber, at jeg i den kommende tid får lejlighed til at møde mange flere af jer. Den 31. august skal jeg være med til at genåbne jernbanen mellem Næstved og Vordingborg.

Det er tydeligt at mærke, at der sker meget på jernbanen, og det er positivt. For vi skal væk fra det vadested, vi befinder os i, hvor fortidens beslutninger spænder ben for jernbanens omdømme og mulighederne for at tiltrække nye og fastholde eksisterende passagerer. Det er imidlertid ikke noget, der alene kommer ved investeringer for mange milliarder, men også ved at sektoren fornyer sig selv og derigennem formår at blive mere konkurrencedygtig i forhold til de andre transportformer.

Og vi er på vej derhen. Vi er nemlig i gang med at udrulle signalprogrammet og elektrificere hovedstrækningerne på banenettet, ligesom vi er ved at indkøbe nyt elektrisk togmateriel. Disse beslutninger vil på sigt rette op på mange af de udfordringer, som jernbanen kæmper med i dag, men effekterne vil desværre først begynde at vise sig om nogle år. Indtil da må vi væbne os med tålmodighed og gøre, hvad vi kan for blandt andet at tage hånd om den klimaudfordring, vi står overfor.

Det er derfor også regeringens klare ønske, at klima-og miljøhensyn bliver vægtet højt, når vi skal forhandle om ny aftale om infrastrukturinvesteringer, og i den forbindelse vil vi blandt andet investere i den kollektive trafik.

Jeg ved, at I hver dag kæmper en brag kamp for at sikre, at vi som passagerer når frem til tiden, og jeg ønsker jer alle fortsat god arbejdslyst på banen. Jeg glæder mig til samarbejdet.

BLÅ BOG

Benny Engelbrecht er oprindeligt født på Amager og opvokset i København. For små 30 år flyttede han til Sønderjylland og her har Benny siden slået dybe rødder i den sønderjyske muld.

I dag bor han sammen med sin kone Charlotte og deres to hunde Billie og Diva i landsbyen Adsbøl, der ligger nær Gråsten i Sønderborg kommune.

Benny har - modsat mange andre politikere - hverken gået på universitetet eller været medlem af DJØF. Han har til gengæld prøvet meget andet inden han kom i Folketinget i 2007: Benny har arbejdet som radiovært, tjener, afdelingsleder, underviser, marketing manager + en masse andet.

De sidste 12 år har Benny Engelbrecht siddet i folketinget - valgt som socialdemokratisk medlem for Sønderborgkredsen. Af højdepunkter på Christiansborg kan nævnes, at Benny har været:? Formand for folketingets Transportudvalg 2011-2014? Skatteminister 2014. 2015? Finansordfører 2015-2019? Transportminister 2019 -Bennys store interesse er musik. Han er en habil guitarist. Benny spiller guitar og forsanger i bandet ' Benny & The Black Ties'.

Du kan finde flere indspilninger på Spotify eller YouTube med bandet. Benny har spillet i flere andre bands og også skrevet musik og tekster til andre.

På ministerkontoret står Bennys guitar sikkert i det ene hjørne. Folk i Sønderjylland ved af erfaring, at Benny stadig meget gerne optræder med guitaren, hvis lejligheden byder sig.