Forhenværende transportminister på krigsstien

Frederiksborg Amts Avis

24. august 2019

Af Benny Engelbrecht (S) transportminister

Ole Birk Olesen (LA) problematiserer her i avisen 22/ 8, at der er skabt usikkerhed om de infrastrukturinvesteringer, som de blå partier præsenterede i en smal aftale kort før lukketid inden folketingsvalget. Men den usikkerhed kan han takke sig selv for som forhenværende minister på området.

For hvis det havde været magtpåliggende for den tidligere regering, at dens investeringsplan skulle overleve efter et valg, havde energien nok været brugt bedre før valget på at sikre et bredt flertal. Nu er situationen bare den, at der ikke længere er flertal for planen. Og det er den risiko, man løber, når man indgår smalle politiske aftaler. Det er også derfor, jeg ønsker at indgå en så bred infrastrukturaftale som muligt, hvilket også var formålet med vores eget tra-fikudspil fra før valget.

Begrav stridsøksen
Min opfordring er, at vi politikere skal begrave stridsøksen og tage et fælles ansvar for fremtidens infrastruktur. Vi står nemlig over for en stor klimaudfordring samtidig med, at trafikken stiger på vejene.

Og det er altså for alvorligt til, at vi kan vende det blinde øje til. Det er derfor også regeringens klare ønske, at klima-og miljøhensyn bliver vægtet højt, når vi skal forhandle om ny aftale om infrastrukturinvesteringer.

I den forbindelse vil vi investere i den kollektive tra-fik og i cyklisme, ligesom vi er fuldt ud bevidste om, at rigtig mange trafikanter hver dag spilder deres tid i lange bilkøer. Derfor ønsker vi også at investere i vejene.

Og investeringer i asfalt er ikke nødvendigvis sorte.

Der skal også være veje, som fremtidens grønne biler kan køre på. Jeg foretrækker ikke tog frem for biler, cykler frem for tog eller biler frem for cykler. Jeg er optaget af at få skabt et sammenhængende transportsystem, hvor transportformerne spiller sammen, og hvor man vælger den smarteste løsning.

Langsigtet planlægning Det er også derfor, jeg ønsker en langsigtet og bred planlægning af infrastrukturen, så der de næste 10 år er stabile rammer og ro omkring de infrastrukturprojekter, vi i fællesskab prioriterer i Folketinget.

Derfor vil alle Folketingets partier blive indkaldt til forhandlinger om en ny infrastrukturplan, så vi forhåbentlig kan indgå så bred en politisk aftale som muligt, som også kan holde, selvom regeringsmagten skulle skifte. Og under forhandlingerne vil det være naturligt, at vi også drøfter de trafikale udfordringer her i Nordsjælland.

Ole Birk Olesens kritik kommer ikke bag på mig. Allerede under ministeroverdragelsen gjorde han det nemlig klart, at han som oppositionspolitiker vil prøve at få det til at »gøre ondt« på mig, hvis jeg ikke gennemfører vejprojekterne i den tidligere regerings investeringsplan.

Jeg må dog indrømme, at jeg havde håbet på en mere konstruktiv tilgang i lighed med den tilgang, jeg har bemærket fra Venstres transportordfører, der på et samråd har udtalt følgende: »Nu er valget overstået, og nu skal vi så se, om vi kan finde hinanden i en bred aftale, og det er vi da opsatte på fra Venstres side.« Så jeg håber på, at Ole Birk Olesen ligesom jeg ser frem til de kommende forhandlinger.