Det er på tide at forbedre infrastrukturen på Lolland

Lolland-Falsters Folketidende

10. april 2021

Af Benny Engelbrecht (S), transportminister, og Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

I ved det. Vi ved det. Så lad os sige det, som det er: Rute 9 har brug for en kærlig hånd. En tiltrængt opgradering for at kunne betjene den nuværende trafik -som forventeligt vil stige med årene og særligt, når Femern Bælt-forbindelsen står klar.

Rute 9 er en helt afgørende del af Lollands infrastruktur -og der er behov for en investering nu for at afhjælpe eksisterende og forhindre fremtidige udfordringer.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet prioritere en udbygning af Rute 9 ved Nørreballe med det udspil, som vi netop har offentliggjort forud for forhandlingerne om fremtidens infrastruktur.

Et udspil, der handler om hele Danmarks infrastruktur.

Som skal binde landet sammen og gøre os rigere. Det gælder selvfølgelig også her på Lolland.

Vi vil også fremrykke anden etape af jernbaneanlægget til den kommende Femern Bælt-forbindelse til 2022. Så vi tidligere end planlagt kan færdiggøre arbejdet mellem Nykøbing Falster og Holeby -og så vil vi arbejde for at bevare den kommende tunnelelementfabrik, som skal etableres i Rødbyhavn i forbindelse med anlægget af Femern Bælt-forbindelsen. Så vi kan fastholde de lokale arbejdspladser på Lolland.

Målet er at skabe forbedringer for lollikkerne, for Lolland -og med udspillet også for hele Danmark. Vi håber derfor, at de øvrige partier i Folketinget også vil prioritere vores forslag i de forhandlinger om fremtidens infrastruktur, som begynder nu med udspillet.