Ministre og borgmester melder ud: Nye investeringer i infrastruktur vil styrke sammenhængskraften i Østjylland

Stiften.dk

08. april 2021

Af Nicolai Wammen, finansminister, Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus, og Benny Engelbrecht, transportminister, alle valgt for Socialdemokratiet

Torsdag 8. april fremlagde regeringen den største og mest omfattende plan for dansk infrastruktur nogensinde. En langsigtet plan for mere end 160 milliarder kroner – herunder næsten 106 milliarder kroner til nye projekter i hele landet.

Planen indeholder flere konkrete projekter, som især østjyder og århusianere vil kunne se frem til. Det gælder først og fremmest den tunnel under Marselis Boulevard, som længe har været et stort ønske her i byen. I dag går den tunge trafik til Aarhus Havn fra motorvej E45 lige igennem centrum. Næsten 3.000 lastbiler, som støjer og tager meget plads. Og flytningen af Molslinjens terminal har ikke gjort trafikforholdene nemmere.

Regeringen lægger derfor op til i samarbejde med Aarhus Kommune at prioritere en to kilometer lang tunnel, der vil udgøre det missing link mellem Danmarks største erhvervshavn og motorvejsnettet, som byen har manglet.

Tunnelen vil ikke alene medvirke til yderligere udvikling af havnen, den vil også dirigere den tunge trafik uden om – eller rettere under – gadebilledet. Det vil både forbedre miljø- og støjforholdene på strækningen at få trafikken ned under jorden.

I gadeplan på den nuværende firesporede Marselis Boulevard vil vi indsnævre vejen til to spor og udvikle de frigjorte arealer til gavn for århusianerne. På den måde vil projektet være en stor gevinst for både beboere og butikslivet i Aarhus.

Med infrastrukturplanen lægger regeringen også op til at prioritere en udvidelse af den Østjyske Motorvej mellem Aarhus S og Aarhus N, hvor trængslen er stigende. På den 19 kilometer lange strækning vil regeringen udbygge motorvejen fra fire til seks spor. Det gælder også på strækningen fra Skanderborg til Vejle.

Udbygningerne vil reducere trængslen for både erhvervstransport og private billister markant, så færre skal opleve at sidde i kø.

Marselistunnellen og udbygningen af E45 vil være med til binde Østjylland og dermed Danmark stærkere sammen. Og det er netop ambitionen med den nye infrastrukturplan. For Danmark skal være et land, hvor der er gode muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen – uanset, hvor man bor. Hvor virksomheder i hele landet nemt kan fragte deres varer og tiltrække den rette arbejdskraft.

Vi er et lille land, hvor afstandene mellem os af naturlige årsager aldrig bliver så store som i mange andre lande. Det er en stor styrke. Det er noget af det, som er med til at gøre vores fællesskab så stærkt og robust.

Men kø og ventetid gør afstandene større, end de i virkeligheden er. Det gælder for den enkelte, men det gælder også for afstanden mellem land og by eller mellem familie og arbejdsliv. Samtidig står det klart, at vores samfund og den måde, vi bevæger os rundt på, er under forandring. Vores transportvaner, vores arbejdsliv og vores behov for mobilitet ændrer sig.

Det giver udfordringer. Alt for mange holder i kø på vejene, og mange steder – også i Østjylland – er de daglige problemer med trængsel for store. Er man pendler eller børnefamilie, hvor der skal hentes og bringes hver dag, kan det ganske enkelt være svært at få hverdagen til at hænge sammen, når der opstår propper i trafikken.

Det vil vi ændre ved at styrke infrastrukturen. I alt fremlægger regeringen mere end 60 forslag til nye investeringer i infrastruktur i hele landet, som vil medvirke til at binde Danmark bedre sammen og sikre, at færre sidder i kø. Lad os her blot fremhæve nogle få foruden Marselistunellen og Den Østjyske Motorvej:

Udspillet lægger op til at prioritere en tredje limfjordsforbindelse, som binder Aalborg bedre sammen med resten af Nordjylland.

Planen vil styrke de regionale forbindelser med bl.a. Kalundborgmotorvejens tredje etape, en ny motorvej mellem Næstved og Rønnede og øget kapacitet på rute 15 mellem Herning og Ringkøbing.

Og så lægger regeringen op til markante udvidelser af bl.a. Hillerødmotorvejen, E20 syd om Odense og motorvejene ved Kolding.

Samlet set vil den nye plan bidrage til at skabe et Danmark i balance og styrke vores fællesskab. Den vil skabe vækst og arbejdspladser overalt i Danmark, og den vil styrke konkurrenceevnen i de danske virksomheder. Desuden vil det blive mere attraktivt at bo og drive virksomhed i alle områder af Danmark.

Det står også klart, at den grønne omstilling i de kommende år vil den største forandring og udfordring, vi som samfund står overfor.

Transportsektoren tegner sig i dag for omkring en fjerdedel af de danske udledninger af drivhusgas, og i fremtiden skal endnu flere danskere vælge cyklen, elbilen eller den kollektive trafik.

Derfor vil regeringen afsætte 40 milliarder kroner til investeringer i den kollektiv trafik. Det gælder bl.a. i den statslige togdrift, som skal være CO2-netutral i hele Danmark.

Planen vil også gøre det nemmere at køre i en elbil og lægger således op til at opsætte mange flere ladestandere over hele landet. Det vil understøtte vores ambition om en million grønne biler i 2030.

Og så skal der investeres massivt i infrastruktur og bedre forhold for cyklister. Regeringens plan vil dermed skabe fundamentet for at løse vor tids vigtigste udfordring – den grønne omstilling. Og i modsætning til tidligere planer er udspillet i sig selv CO2-neutralt. Selv om vi styrker mobiliteten og sammenhængskraften, øger vi altså ikke vores klimaudledninger fra trafikken.

Samlet set afsættes der med udspillet 106 milliarder kroner til nye infrastrukturprojekter frem mod 2035. Oven i det kommer 55 milliarder til allerede besluttede projekter.

Det er et historisk højt niveau, men det er en nødvendig investering, som bringer Danmark fremad og sikrer, at Danmark også i fremtiden vil have en infrastruktur i verdensklasse.

I dag anslår Vejdirektoratet, at alene den daglige forsinkelse på de danske veje løber op i et samfundsøkonomisk tab på 26 milliarder kroner om året.

Det udfordrer ikke alene tålmodigheden at holde i kø – det koster også penge. Ikke mindst for de virksomheder, som risikerer forsinkelser i produktionen, når trafikken går i stå. Forsinkelser, som kan koste ordrer og dermed danske arbejdspladser.

Derfor er det en god investering, når vi binder Østjylland og Danmark stærkere sammen. Det er sund fornuft – også økonomisk – at skabe bedre forbindelser på tværs af hele landet.

Regeringen har under arbejdet med planen lyttet til lokale ønsker og vurderinger fra hele landet – fra kommuner, regioner, virksomheder og organisationer. Og i Aarhus ser vi frem til at fortsætte den gode dialog med kommunen og en række interessenter om såvel Marselistunellen som motorvejsudvidelserne.

Vi glæder os til at komme i gang med alle projekterne og binde Danmark endnu bedre sammen.