Gå til hovedindhold
Nyhed
By og Land

Udviklingen i landdistrikterne styrkes med mere end 43 millioner kroner

Der er i 2025 afsat 43,2 millioner kroner til landdistriktspuljen, som støtter foreninger og aktiviteter, der skaber liv og udvikling i landdistrikterne og på de små øer.

6. mar. 2025

Indhold

    I dag åbner ministeren for byer og landdistrikter Morten Dahlin for den første af to ansøgningsrunder under landdistriktspuljen i 2025. I løbet af året vil der blive udbudt midler til udviklingsprojekter, projekter på de små øer, forskningsprojekter samt til lokalsamfund, der ønsker at etablere og udvikle borgerdrevne dagligvarebutikker.

    ”En af mine vigtigste opgaver som minister for byer og landdistrikter er at sikre gode betingelser for, at den lokale virkelyst kan blomstre. Her er landdistriktspuljen et vigtigt redskab til at støtte foreninger og aktiviteter, der er med til at opretholde gode lokalsamfund og skabe vækst og udvikling i vores landdistrikter. Derfor er jeg glad for at kunne åbne for en ny ansøgningsrunde til landdistriktspuljen” siger Morten Dahlin

    Ansøgninger til landdistriktspuljens første runde 2025 skal være Plan- og Landdistriktsstyrelsen i hænde inden 24. april kl. 15.00.

    Ansøgninger til landdistriktspuljen bliver vurderet af Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, som består af:

    • Nynne Larsby Friis (formand), erhvervschef i Lejre Kommune
    • Tyge Mortensen, ejer af konsulentvirksomheden Landsbyhøjskolen
    • Birgitte Nielsen, chefkonsulent for DGI Nordjylland
    • Helle Breindahl, selvstænding coach og konsulent

    Fakta om landdistriktspuljen

    I 2025 vil der være to ansøgningsrunder. I landdistriktspuljens første ansøgningsrunde er der i alt 17,25 mio. kr. til udviklingsprojekter, projekter på de små øer og borgerdrevne dagligvarebutikker. I anden ansøgningsrunde afsættes der 17,25 mio. kr. til udviklingsprojekter, projekter på de små øer og forskningsprojekter.

    Af de 43,2 mio. kr., der samlet uddeles fra Landdistriktspuljen i 2025, tildeles 8,7 mio. kr. til Landdistrikternes Fællesråd, Sammenslutningen af Danske Småøer, Center for Landdistriktsforskning og Food Organisation of Denmark som aftalebaseret støtte.

    Bekendtgørelse for landdistriktspuljen

    Til første ansøgningsrunde 2025 træder en ny bekendtgørelse for Landdistriktspuljen i kraft.

    Bekendtgørelsen fastsætter regler for landdistriktspuljen, blandt andet hvad der kan søges tilskud til, hvem der kan søge, hvilke krav og tildelingskriterier, der lægges vægt på, hvem der træffer afgørelser samt hvorledes tilskud udbetales mv.