Landdistrikter
By-, Land- og Transportministeriet har det koordinerende ansvar for landdistriktspolitikken.
Adobe Stockfoto
Landdistriktspolitikken skal sikre et Danmark i geografisk balance og skabe rammerne for, at landdistrikterne og de små øsamfund kan videreudvikle sig som levende og robuste lokalsamfund.
Landdistriktspolitikken indebærer initiativer og koordinerede indsatser på tværs af en række ministerområder og en løbende overvågning af udviklingen i landdistrikterne og på de små øer.
Folketinget drøfter løbende udviklingen i landdistrikterne, og By-, Land- og Transportministeriet understøtter drøftelserne ved at udgive en årlig landdistriktspolitisk redegørelse om den regionale udvikling i landdistrikterne og på småøerne.
By-, Land- og Transportministeriet har også ansvaret for at sikre effektiv udmøntning af både den nationale landdistriktspulje og EU-ordninger for lokale aktionsgrupper i landdistrikterne. Formålet med støtteordningerne er at fremme erhvervsudvikling og gode levevilkår i landdistrikterne og på småøerne i Danmark.
Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse
Ministeren for byer og landdistrikter sender en gang om året en regional- og landdistriktspolitisk redegørelse til Folketinget. Redegørelsen debatteres derpå i Folketingssalen.
By-, Land- og Transportministeriet er ansvarlig for udarbejdelsen af redegørelsen, der gennemgår den regionale udvikling i landdistrikterne og på de små øer.
Redegørelsen behandler konkrete emner som befolkningsudvikling, boligmarked, arbejdsmarked, erhvervsudvikling, uddannelse, mobilitet, sundhed og foreningsliv i landdistrikterne.
Redegørelsen giver et samlet billede af forskelle og ligheder mellem land og by og sætter også fokus på lokale forskelle og ligheder på tværs af landdistrikterne.
Læs også
Den Nationale Landdistriktspulje
Den Nationale Landdistriktspulje fremmer landdistriktsudvikling gennem støtte til projekter og udvalgte aktører.
Lokale Aktionsgrupper (LAG)
Støtteordningen for Lokale Aktionsgrupper (LAG) er finansieret af EU som en del af den fælles landbrugspolitik og administreres af de enkelte medlemslande i henhold til EU-regler.