Gå til hovedindhold
By og Land

Organiseringen af turismefremmeindsatsen

Den offentlige indsats for turismefremme foregår dels på nationalt niveau, dels på decentralt niveau.

Indhold

    På det nationale niveau har Det Nationale Turismeforum til formål at styre og koordinere indsatsen. Det Nationale Turismeforum modtager rådgivning fra en bredere kreds af aktører i dansk turisme i Dansk Turismes Advisoryboard. 

    Den internationale markedsføring og branding af Danmark varetages af Danmarks nationale turismeorganisation, VisitDenmark, der er et selvstændigt forvaltningssubjekt under By-, Land- og Kirkeministeriet. VisitDenmark ledes af en bestyrelse, som udpeges af ministeren for byer og landdistrikter.

    Udviklingen af dansk turisme sker med fokus på tre forretningsområder: kyst- og naturturisme, erhvervs- og mødeturisme og storbyturisme. Udviklingsindsatsen er på nationalt niveau forankret i turismeudviklingsselskaberne Dansk Kyst- og Naturturisme, MeetDenmark og Dansk Storbyturisme.

    På decentralt niveau er kommunernes turismeindsats samlet i 19 tværkommunale destinationsselskaber, som kun enkelte kommuner har valgt ikke at indgå i. Destinationsselskaberne finansieres og ledes af kommunerne.

    Læs mere om de enkelte aktører

    Det Nationale Turismeforum har til formål at styre og koordinere den offentlige turismefremmeindsats i Danmark på tværs af nationale, regionale og kommunale grænser.

    Det Nationale Turismeforum arbejder for at sikre sammenhæng i de offentlige turismefremmeinitiativer og forhindre overlappende indsatser. Det sker blandt andet gennem udarbejdelse og udmøntning af den nationale strategi for dansk turisme, som fastlægger de centrale prioriteter og mål for dansk turisme.

    Det Nationale Turismeforum indsamler desuden viden om turisme og igangsætter og udarbejder analyser, herunder en større årlig analyse af udviklingen i dansk turisme.

    Medlemmerne af Det Nationale Turismeforum udpeges af ministeren for byer og landdistrikter. Departementschefen for By-, Land- og Kirkeministeriet er formand, og de øvrige medlemmer omfatter bestyrelsesformændene for VisitDenmark, Wonderful Copenhagen og Dansk Kyst- og Naturturisme samt to medlemmer, som udpeges efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, tre medlemmer fra erhvervslivet og en turismeforsker.

    Dansk Turismes Advisoryboard rådgiver Det Nationale Turismeforum.

    Dansk Turismes Advisoryboard består af en bredere kreds af repræsentanter for interesseorganisationer og offentlige myndigheder af relevans for dansk turisme. Formanden er en afdelingschef fra By-, Land- og Transportministeriet.

    Det Nationale Turismeforum og Dansk Turismes Advisoryboard sekretariatsbetjenes af By-, Land- og Transportministeriet og mødes fast to gange årligt.

    VisitDenmark er Danmarks nationale turismeorganisation, der har til formål at fremme Danmark som turistmål.

    VisitDenmark varetager den internationale markedsføring og branding af Danmark. VisitDenmark har blandt andet en række markedskontorer i udlandet.

    VisitDenmark koordinerer alle markedsførings- og brandingaktiviteter, som medfinansieres af offentlige midler, bortset fra markedsføringsaktiviteter, som varetages af kommuner i grænseområder.

    VisitDenmark indsamler desuden viden og udarbejder analyser om Danmark som turistmål og samarbejder med andre turismeaktører, herunder i etablerede partnerskaber.

    VisitDenmark modtager en årlig bevilling på ca. 139 mio. kr. fra By-, Land- og Transportministeriet. Ministeriet indgår en årlig mål- og resultatplan med VisitDenmark.

    Dansk Kyst- og Naturturisme er et af tre nationale turismeudviklingsselskaber, der har til opgave at udvikle dansk turisme med udgangspunkt i den nationale strategi for dansk turisme.

    Dansk Kyst- og Naturturisme koordinerer udviklingen af forretningsområdet kyst- og naturturisme på tværs af de danske destinationer og aflægger årligt en rapport om arbejdet til Det Nationale Turismeforum.

    Dansk Kyst- og Naturturisme modtager årligt en bevilling på ca. 19 mio. kr. fra By-, Land- og Transportministeriet. Ministeriet indgår en årlig mål- og resultatplan med Dansk Kyst- og Naturturisme.  

    MeetDenmark er et af tre nationale turismeudviklingsselskaber, der har til opgave at udvikle dansk turisme med udgangspunkt i den nationale strategi for dansk turisme.

    MeetDenmark koordinerer udviklingen af forretningsområdet erhvervs- og mødeturisme på tværs af de danske destinationer og aflægger årligt en rapport om arbejdet til Det Nationale Turismeforum. MeetDenmarks sekretariat er forankret hos Wonderful Copenhagen.

    MeetDenmark modtager årligt en bevilling på ca. 5 mio. kr. fra By-, Land- og Transportministeriet. Ministeriet indgår en årlig mål- og resultatplan med MeetDenmark.

    Dansk Storbyturisme er et af tre nationale turismeudviklingsselskaber, der har til opgave at udvikle dansk turisme med udgangspunkt i den nationale strategi for dansk turisme.

    Dansk Storbyturisme koordinerer udviklingen af forretningsområdet storbyturisme og har til formål at styrke de danske storbyers markedsandele i den globale konkurrence om de storbyrejsende i et tæt samarbejde med Aalborg, Aarhus, København og Odense. Dansk Storbyturisme aflægger årligt en rapport om arbejdet til Det Nationale Turismeforum.

    Dansk Storbyturisme modtager i modsætning til de øvrige nationale turismeudviklingsselskaber ikke en særskilt basisbevilling fra By-, Land- og Transportministeriet, men sekretariatsbetjenes af Wonderful Copenhagen.

    Wonderful Copenhagen er hovedstadsregionens officielle turismeorganisation, der har til formål at fremme og udvikle erhvervs- og ferieturismen i hovedstadsområdet [JP1] gennem markedsføringsindsatser og konkrete turismeprojekter.

    København som turismedestination er særlig ved i vidt omfang at konkurrerer med andre europæiske storbyer og hovedstæder frem for med andre byer i Danmark. Størstedelen af Wonderful Copenhagens værdiskabelse sker således ved, at København vinder markedsandele fra Stockholm, Amsterdam og Berlin og ikke fra øvrige destinationer i Danmark.

    Wonderful Copenhagen modtager som det eneste destinationsselskab en årlig bevilling fra By-, Land- og Transportministeriet på ca. 50 mio. kr., hvilket blandt andet hænger sammen med, at fonden varetager både regionale, tværregionale, nationale og internationale opgaver. Herunder sekretariatsbetjener Wonderful Copenhagen turismeudviklingsselskabet for storbyturisme, Dansk Storbyturisme. Den nærmere planlægning af Wonderful Copenhagens aktiviteter fastlægges sammen med By- Land og Transportministeriet i årlige mål- og resultatplaner.

    Tidligere var op mod 80 forskellige lokale organisationer beskæftiget med lokal turismefremme. Med erhvervsfremmereformen i 2018 er der skabt væsentligt større samarbejde på tværs af byer og kommuner om at fremme og koordinere turisme på decentralt niveau.

    Der er i dag 19 tværkommunale destinationsselskaber, og kun enkelte kommuner har valgt ikke at indgå i et tværkommunalt samarbejde.

    Destinationsselskaberne finansieres af kommunerne og er ansvarlige for destinationsudviklingen og for at markedsføre turismen i de enkelte destinationer.

    Destinationsselskaberne har mulighed for at søge statslig støtte til udviklingsinitiativer fra Pulje til lokale og tværgående turismeprojekter.

    Du kan læse mere om de enkelte destinationsselskaber på deres hjemmesider.