Gå til hovedindhold
Nyhed

Ny løsning ved Ringsted Station

Forligskredsen har besluttet at følge Banedanmarks opfordring og gennemføre tilslutningen af Den ny bane København-Ringsted til det eksisterende jernbanenet ved Ringsted Station med en anden løsning end den planlagte. Det sker for at begrænse en budgetoverskridelse på projektet.

30. apr. 2018

Indhold

    Banedanmark har præsenteret forligskredsen (V, LA, K, S, DF, RV og SF) for et forslag til en anden løsning for tilslutningen af Den ny bane København-Ringsted ved Ringsted Station. Baggrunden er, at Banedanmark med bistand fra KPMG har foretaget en rebudgettering af projektet, som viser, at den oprindeligt besluttede såkaldte 0+løsning medfører en væsentlig budgetoverskridelse.

    Overskridelsen skal ses i lyset af, at projektets budget på finansloven for 2017 blev reduceret med 670 mio.kr. (i 2018-prisniveau) i forventningen om et mindreforbrug. Denne forventning har nu vist sig ikke at blive realiseret, og da den forventede besparelse er blevet disponeret til andre formål, er det nødvendigt at finde ny finansiering til projektet.

    Forligskredsen har på Banedanmarks indstilling tilsluttet sig valget af den såkaldte 0-løsning i stedet for 0+løsningen. Udgifterne til 0-løsningen vil være 231 mio. kr. mindre, end hvis man holdt fast i 0+løsningen, men indebærer en forlænget rejsetid på 1-2 minutter for de gennemkørende tog, som højst vil kunne køre 120 km/t gennem Ringsted Station. Med 0+løsningen ville togene kunne køre op til 180 km/t gennem Ringsted Station, men til gengæld ville det være nødvendigt at opgive andre fornyelsesprojekter, hvilket ville resultere i længere rejsetid andre steder i landet. Hvis man på et senere tidspunkt ønsker den såkaldte 0+løsning, vil det være muligt at bygge oven på 0-løsningen.

    Samlet set er det som resultat af budgetoverskridelsen nødvendigt at anvende yderligere 325 mio. kr. Projektet vil dog forsat kunne afholdes inden for den af Folketinget vedtagne bevilling (totalbevillingen) ved at aktivere projektets centrale reserver og foretage budgettilpasninger i andre dele af projektet.  

    - Med den aftalte løsning får vi sikret den nødvendige trafikafvikling på Ringsted Station samtidig med, at der er færre fornyelsesprojekter, som må udskydes, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.