Gå til hovedindhold
Nyhed

Trafikanter sparer tusindvis af timer på motorvejen

Udvidelsen af Motorring 4 og Frederikssundmotorvejen har betydet, at trafikanter på den strækning samlet set sparer 732.000 timer årligt i trafikken.

19. jun. 2018

Indhold

    Med udvidelsen af Motorring 4 og første etape af Frederikssundmotorvejen sparer trafikanterne årligt 732.000 timer i trafikken, og det skaber mærkbare effekter for de mange bilister, der nu kommer hurtigere frem. Hastigheden i myldretidstrafikken er steget fra 50 til 85 kilometer i timen efter udvidelsen. Det viser en ny undersøgelse fra Vejdirektoratet. 

    - Det er dejligt at se, at formålet med udvidelsen af Motorring 4 og Frederikssundmotorvejen er indfriet; nemlig at trafikanterne ikke længere oplever lange bilkøer og store forsinkelser i samme omfang som tidligere. De sparer dermed rigtig mange timer på vejene, som de kan bruge effektivt på arbejdspladsen, i skolen, hjemme, eller hvor de nu end er på vej til eller fra. Det er ikke kun til glæde for dem selv, men også for samfundet generelt, at det nu er lettere og hurtigere at komme fra A til B, forklarer transport- bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

    Grafik

    Det er især trafikanter, der kører ud af København i sydgående retning om eftermiddagen, der oplever den store forandring. Antallet af bilkøer er stærkt reduceret, selvom der i samme periode har været markant mere trafik på Motorring 4. Trafikken på Motorring 4 er nemlig steget siden 2012; endda helt op til 44 procent på nogle strækninger.

    - Trængsel er et stort problem i de større byer. Udvidelsen af Motorring 4 og Frederikssundmotorvejen er derfor et godt eksempel på projekter med samfundsøkonomiske gevinster, der er mærkbare for borgerne, siger transport-, bygnings- og boligministeren.

    Udbygningen af Motorring 4 åbnede i oktober 2013, mens Frederikssundmotorvejens anden etape (inklusiv Tværvej) åbnede i juli 2015.