Det bliver igen muligt for bornholmerne at køre gennem Sverige

Det bliver igen muligt for bornholmerne at køre gennem Sverige og tage færgen mellem Rønne og Ystad.

Færgen Hammershus, der sejler til Bornholm.
Foto: Molslinjen

23. december 2020

Den svenske regering har netop lempet reglerne, så det bliver muligt at køre i transit gennem Sverige og tage færgen til Bornholm. De nye regler gælder fra midnat den 23. december 2020 og betyder, at det igen bliver muligt for bornholmere, at rejse i transit gennem Sverige. Ud over bornholmerne kan sundhedspersonale, sygetransporter og personer, der rejser af presserende familiemæssige årsager også rejse i transit gennem Sverige.

- Regeringen har fra første færd arbejdet på en løsning for Bornholm, og jeg har selv haft tæt dialog med den svenske transportminister om den helt særlige situation, grænselukningen skabte. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu får en ordning, der delvist normaliserer forholdene for bornholmerne, siger transportminister Benny Engelbrecht.

- Jeg har fuld forståelse for, at den svenske regering var under pres for at reagere på de stigende smittetal. Vi har et godt og tæt samarbejde mellem Danmark og Sverige, og jeg er glad for, at den svenske regering har været lydhør over for vores ønsker, siger Benny Engelbrecht.

Vigtigste fakta

  • Efter en række henvendelser fra TRM og UM har den svenske regering den 23. december 2020 besluttet at lempe restriktionerne på indrejse fra Danmark.
  • Lempelserne gælder for:
    - Personer med bopæl på Bornholm
    - Sundhedspersonale
    - Sygetransporter
    - Personer, der rejser af “presserende familiemæssige årsager”
  • Da det fortsat ikke er muligt for alle andre at rejse i transit gennem Sverige, er det nødvendigt at opretholde nødsejlplanen med Povl Anker på Rønne-Køge.
  • Det betyder, at der ikke er personale til at genoptage sejladsen med hurtigfærgerne på Rønne-Ystad. I stedet indsætter Molslinjen fra den 26. december 2020 Hammershus på Rønne-Ystad, så der bliver én daglig dobbelttur på Rønne-Ystad som supplement til de tre dobbeltture, der er på Rønne-Køge.
  • Overholdelsen af de lempede restriktioner forventes varetaget af de svenske myndigheder således, at personer, der ankommer til den svenske grænse, kontrolleres i forhold til de gældende regler.

Rubrikken på nyheden er ændret den 11. marts 2021